Københavns Politi har nu på Twitter frigivet et billede af personen, der mistænkes for at stå bag et skyderi på Åboulevard 39 i København.

En ung mand er i “meget kritisk tilstand”, oplyste Rasmus Bernt Skovsgaard, der er politiinspektør hos Københavns Politi, til pressen på gerningsstedet lørdag aften.

Politiet oplyste tidligere lørdag aften på Twitter, at “gerningsmanden er en ung mand med fuldskæg, der er cirka 175 cm. høj, han bar mørkt tøj, sort jakke, sorte eller blå bukser, har mørkt hår, sorte sko, sorte handsker og sort mundbind.”

Politiet hører meget gerne fra vidner på telefonnummer 1-1-4 eller til politiets personale på stedet.

Patruljer ankom hurtigt

Billedet er et overvågningsfoto. Tidligere på aftenen oplyste politiet, at de formodede, at gerningsmanden havde taget ophold i eller ved Netto på H.C. Ørstedsvej nær Åboulevard på Frederiksberg.

Her formoder de, at hvor den mistænkte flygtede hen umiddelbart efter, at han mistænkes for at have skudt en person på en vandpibecafé på Åboulevard 39.

Politiet fik klokken 21.38 en anmeldelse om, at der var blevet skudt inde på en vandpibecafé på Åboulevard 39, der ligger lige på grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro.

– Mange patruljer var relativt hurtigt på stedet, siger Rasmus Bernt Skovsgaard.

Han oplyser, at der var fire til seks personer til stede på caféen, da en ung mand, hvis identitet i skrivende stund ikke er bekræftet, blev ramt af skud.

Politiet har både talt med vidner inde fra vandpibecaféen samt andre mennesker, der befandt sig i området, hvilket ifølge Rasmus Bernt Skovsgaard har været til stor hjælp for politiet.