En 24-årig mand, der sidste år blev dømt i sag om drab på 20-årige Nicoline Plintic Pedersen, er onsdag blevet idømt udvisning.

Det har Østre Landsret afgjort, oplyser mandens forsvarsadvokat, Erbil Kaya.

Da dommen faldt i december sidste år, blev den 24-årige mand dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling uden nogen længstetid for et drab.

Drab begået i forening

Anklagemyndigheden ville gerne have haft manden udvist, men han fik i stedet en advarsel i byretten. Den vurdering er dog nu ændret i landsretten.

Manden vil dog ifølge forsvareren de facto ikke blive udvist, da han er statsløs palæstinenser.

Sagen er speciel, fordi det er et drab, som en 19-årig mand udførte. Alligevel blev de to mænd begge dømt for drab.

Det skete, fordi nævningetinget i Retten i Roskilde fandt det bevist, at drabet på Nicoline Plintic Pedersen blev begået i forening og efter fælles forståelse og forudgående planlægning.