Torsdag slutter stimen af solrige sommerdage for denne gang, inden der fredag er varslet skybrud de fleste steder i landet.

Flere af regeringens embedsmænd fik allerede onsdag taget hul på uvejret, da de blev hjemsendt som konsekvens af minksagen. Mere om det i dagens overblik.

Velkommen til.

Kommission vil have tørklædet ud af grundskolerne

Det skal være forbudt for piger i 0. til 9. klasse at bære hovedtørklæde i skolen. Sådan lyder anbefalingen fra Kommissionen for den glemte kvindekamp, som regeringen nedsatte tidligere på året.

Ifølge kommissionen signalerer tørklædet, at danske muslimer er anderledes end andre danske piger, når nogle går med hovedtørklæde.

Forslaget vil ifølge Institut for Menneskerettigheder næppe blive indført, da det kan være i strid med Menneskerettighedskonventionen.

Hjemsendt rigspolitichef er “meget uenig og overrasket” over styrelses vurdering

Onsdag blev der sat endnu et punktum i minksagen, da to af regeringens embedsmænd blev hjemsendt efter Medarbejder- og Kompetencestyrelsens vurdering.

Allerede torsdag har en af de hjemsendte, nemlig rigspolitichef Thorkilde Fogde, sagt, at han er uenig i den beslutning.

Ud over Thorkild Fogde blev også departementschefen i Miljøministeriet, Henrik Studsgaard – dengang departementschef i Fødevareministeriet – fritaget for tjeneste og afventer nu et tjenstligt forhør. Han har ingen kommentarer torsdag.

Rusland tager ansvar for angreb på banegård

Rusland har torsdag bekræftet, at landet stod bag et missilangreb på banegården i Tjaplyne i det østlige Ukraine, omkring 150 kilometer fra den russiskkontrollerede Donetsk-region.

Samtidig har de ukrainske myndigheder meddelt, at dødstallet efter angrebet nu er oppe på 25, hvoraf 2 er børn.

Ifølge den daglige briefing fra det russiske forsvarsministerium ramte det russiske Iskander-missil et militærtog med 200 ukrainske soldater og militært udstyr ombord, mens toget var på vej til fronten længere østpå.

Rusland afviser enhver påstand om, at angrebet var rettet mod civile mål.

Erhvervsminister vil pristjekke smør, æg og energi

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er bekymret for, om nogle virksomheder udnytter situationen og hæver priserne unødvendigt meget.

Derfor vil han nu skærpe tilsynet med prisstigningerne på dagligvarer i ly af den stigende inflation.

Ifølge ministeren skal pristjekket være “omfattende”, og myndighederne skal både tjekke energipriserne og dagligvarepriserne.

Eksempelvis skal der holdes ekstra øje med prisen på smør, der ifølge tal fra Danmarks Statistik er steget med 50 procent det seneste år.

Ni storke landede på taget af fynsk gård

19-årige Jonas Jacobsen blev denne uge mødt af et besynderligt syn, da hele ni storke var landet på familiens gård i Sandager nord for Assens på Fyn.

Særligt vejret har en stor betydning for storkenes interesse i at befinde sig så nordligt, siger storkeekspert Jesper Leegaard.

Ifølge ham er flere storke samlet på samme sted et syn, vi måske skal vænne os til med en stigende bestand i Europa.

***