Når man ikke tør gå på gaden i hovedstaden Kyiv af frygt for russiske angreb, er det passende at markere Ukraines uafhængighedsdag i andre metropoler – som for eksempel København.

Det gjorde mange hundrede på en lun sommeraften.

På Christiansborg Slotsplads blev der rullet et 30 meter langt flag ud i Ukraines blå-gule farve, inden turen gik forbi Amalienborg Slotsplads og den ukrainske ambassade i Toldbodsgade.

På Østerbro blev dagen markeret ved, at man kastede gult og blåt lys op på den russiske ambassade som en happening, der skulle markere støtten til Ukraine overfor Rusland som invasionsmagt.

– Det var vigtigt for at sende en besked til det ukrainske folk om, at de er husket heroppe nordpå, siger Andreas Foss, der i organisationen Kolo Nordic står for indsamling af medicinsk udstyr og tøj til nødlidende ukrainere.

– Når man har set, hvad befolkningen i Ukraine skal gennemgå på grund af de russiske drømme om et stort imperium, kommer der et naturligt behov for at hjælpe, siger Andreas Foss.

Tak til Danmark

Senere blev uafhængighedsdagen markeret med en bøn for Ukraine efterfulgt af en koncert, hvor børnekoret Shchedryk Children’s Choir sendte lyse stemmer mod den gyldne sommerhimmel.

Lesia Ignatyk-Eriksen fra foreningen af ukrainere i Danmark siger til TV 2, at danskerne både har været generøse og gæstfri, siden Rusland invaderede nabolandet 24. februar i år.

– Vi vil gerne sige tak for støtten gennem de sidste seks måneder, og de ukrainere, som er kommet hertil, føler sig hjemme, siger hun.

Også i andre lande over store dele af verden er folk gået på gaden for at vise deres støtte til Ukraine dagen igennem.