Politiet efterlyser 12-årige Eliza, der forlod sit hjem i Valby fredag aften omkring klokken 18.

Det oplyser Københavns Politi til TV 2.

Den 12-årige pige tog fredag aften i Fælledparken med to veninder, men er lørdag morgen endnu ikke kommet hjem endnu.

– Hun har været i parken og er gået med nogle veninder, vi ikke ved, hvem er, og så har moren ikke hørt fra hende siden, siger Dyre Sønnicksen, vagtchef ved Københavns Politi.

Undersøger alle muligheder

Politiet har efterlyst hende med billede på Twitter og beder om, at man kontakter 114, hvis man ser hende.

Politiet understreger, at man undersøger alle muligheder.

– Vi hælder til, at hun ligger og sover hos en af veninderne, siger vagtchefen.

Hun var afsted uden en mobiltelefon, siger politiet.

Har fået gode henvendelser

Klokken 9.20 fortæller politiet til TV 2, at de har fået “gode henvendelser” lørdag morgen.

– Vi har nogle spor at arbejde med, men ikke nogle gode resultater lige nu, siger Dyre Sønnichsen.

Han fortæller, at hypotesen om den 12-åriges færden er den samme.