Regeringen vil sætte to milliarder kroner af til inflationshjælp på finansloven for 2023. Det erfarer TV 2.

Pengene bliver ikke øremærket en bestemt gruppe på forhånd, men skal gå til de danskere, der er hårdest ramt af de stigende priser.

Da regeringens finanslovsudspil for kort tid siden blev leveret til Finansministeriet i fysisk form, sagde finansminister, Nicolai Wammen (S):

– Vi har allerede lavet en række initiativer for danskerne, der er hårdt ramt, men inflationen forsvinder ikke i morgen, desværre, så der skal være noget tørt krudt også til næste år.

Finansministeren ville ikke her sætte et konkret beløb på, men sagde, at “det er et væsentligt bidrag”.

Til sammenligning er der blevet udbetalt 2,4 millarder kroner i varmehjælp til danskerne.

Flere penge til ældre og psykiatri

Samtidig erfarer TV 2, at den såkaldte forhandlingsreserve – det beløb, Folketingets partier kan forhandle om – bliver på 550 millioner kroner i 2023. Tallet stiger til 1 milliard kroner i 2024.

Regeringen foreslår, at de penge går til sundhed – herunder ældre og psykiatri.

– Sidste år var det en coronafinanslov, i år er det en inflationsfinanslov. Den bliver stram, men vi bruger kræfterne målrettet til yderligere hjælp til danskerne og investeringer i psykiatri og ældreområdet, siger Nicolai Wammen.

En stram finanslov

Dermed bliver finansloven strammere end sidste år, hvor den ellers også var historisk stram.

Det ligger finansministeren da heller ikke skjul på.

Ifølge ham vil der ikke være penge til ret meget andet, når de først er brugt på inflationshjælp, ældre og psykiatri, lyder det.

– Det ville være dejligt at kunne love gaver og guld og grønne skove, men det ville ikke være ansvarligt med den situation, vi står i nu, siger Nicolai Wammen.

De seneste inflationstal fra juli viser, at forbrugerpriserne er steget 8,7 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Det er rekordhøjt.

Officielt præsenterer finansminister Nicolai Wammen regeringens forslag til finansloven onsdag klokken 13.

Du kan følge præsentationen på TV 2 NEWS eller her på tv2.dk.