Nu fortsætter forhandlingerne om ny regering – tidligere rådgiver holder særligt øje med Ellemann

Mandag fortsætter regeringsforhandlingerne på Marienborg, og det er med fungerende Mette Frederiksen (S) for bordenden.

Mens Løkke spørger i kulisserne, så er der særligt én anden politisk leder, som tidligere særlig rådgiver Jakob Blomgren Knudsen holder øje med. Og det er Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen (V).

– Ellemann skal uanset hvad sige, at han er med og deltager i forhandlingerne. Det eneste rigtige, han kan gøre, er at bide sig fast i bordkanten og være den, der spiller med i det her, siger Jacob Blomgren Knudsen og peger på, at kommer Venstre ikke i en regering, kan han sige, at det ikke var hans skyld.

Som rådgiver for Radikale Venstres tidligere leder Morten Østergaard, sad han med ved bordet ved regeringsforhandlingerne i 2011 i det sorte tårn. Denne gang er det hele dog anderledes, siger han.

– Dengang var det givet, at SF og S ville prøve at finde de Radikale og danne regering. Den her gang er det helt uvist, hvem der skal sidde sammen til sidst.

Mere der samler end adskiller dem

Forhandlingerne finder sted i statsministerens embedsbolig Marienborg, hvor der mandag skal diskuteres sundhedspolitik.

Mette Frederiksen (S) har flere gange sagt, at hun gerne vil danne en regering over midten. Her har hun også bejlet til Venstre og Jakob Ellemann-Jensen (V).

Går han i regering, vil han også få mange tæsk

Hans Engell, politisk kommentator

Under valgkampen har Ellemann dog konsekvent afvist at gå i regering med Mette Frederiksen (S), men efter valget har flere analytikere tolket det, som om at han holder døren mere og mere på klem.

Til en partilederdebat i Publicistklubben dagen efter valget, var meldingen fra Venstre-lederen pludselig: “Lad os se. Lad os se”. Derudover har flere Venstre-profiler givet udtryk for, at de er mere åbne over for en regering med Socialdemokratiet.

Ved seneste møde på Marienborg sagde Jakob Ellemann, at det var for tidligt for ham at sige, hvor de politiske uenigheder ligger.

– Nu har vi haft et møde her, jeg synes det ser svært ud, men selvfølgelig tropper vi op, når vi er inviterede, lød det fra Jakob Ellemann-Jensen.

Men i Jacob Blomgreen Knudsens øjne er der flere lighedspunkter, end ting der adskiller Venstre og Socialdemokratiet. Som eksempel fremhæver han, at Venstre ikke støttede Konservatives udspil om topskattelettelser, og at Socialdemokratiet var åbne over for Venstres forslag om at give skattelettelser i bunden.

– Det er fuldstændig ham, hun gerne vil have med, vurderer Jacob Blomgreen Knudsen og peger på, at Jakob Ellemann-Jensen dog har givet udtryk for, at de to partier har forskellige syn på, hvordan landet skal ledes og at det kan være noget, der adskiller dem.

Fordel for Mette Frederiksen

Jacob Blomgren Knudsen vurderer, at det kan være en fordel for Mette Frederiksen at få Venstre med i regeringen. På den måde gør hun sig fri af støttepartierne, som kan gøre det besværligt for hende med krav, hun ikke har lyst til at give sig på.

Et sværere politisk dilemma står Jakob Ellemann-Jensen (V) dog overfor, vurderer politisk kommentator, Hans Engell. Han skal beslutte, om han kan leve med at være i en regering med Mette Frederiksen som statsminister, eller om han hellere vil stå i spidsen for oppositionen.

– Går han i regering, vil han også få mange tæsk. De borgerlige partier, der ikke er med i regeringen, vil gå løs på ham og erhvervslivet får aldrig deres ønsker opfyldt, og vil også brokke sig, siger han og forklarer, at han mener, Venstres valg vil være afgørende for, hvordan de resterende partier kommer til at gå til forhandlingerne.

Han forklarer, at der i rollen som kongelig undersøger ligger, at man som udgangspunkt forhandler med alle partier. Indtil videre deltager alle partier undtagen Danmarksdemokraterne, der selv har meldt sig ud.

– Valgkampen er overstået. Det er ikke sådan, at de nu sidder oppe på Marienborg og begynder at genoptage de slagsmål, de var ude i i valgkampen, siger Hans Engell.

Kommentatoren vurderer da også, at forhandlingerne vil kunne stå på meget længe – måske en måned endnu.

– Men på et tidspunkt vil Mette Frederiksen (S) se sådan på det, at det er vigtigere, der kommer en regering, og i hvert fald ikke en regering, der falder sammen for den første modvind eller uoverensstemmelser, siger Hans Engell.