Trumps ejendomsselskab er kendt skyldig i skattesvindel

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps ejendomsselskab, Trump Organization, har i årevis svindlet med skat.

Det har en domstol i New York tirsdag afgjort.

Beløb endnu ikke afgjort

Trump har ikke selv været tiltalt i sagen.

Alligevel menes den at være et stort tilbageslag for Trump, der håber at genvinde præsidentposten ved valget i 2024.

Trump Organization, der blandt andet står for driften af hoteller, golfbaner og ejendomme i store dele af verden, står over for bøder som følge af afgørelsen.

Det er tirsdag endnu ikke afgjort, hvor stort et beløb der skal betales.

Trump Organization er dømt for at have svindlet i en periode på over 15 år.

Sagens drejer sig blandt andet om, at selskabet har betalt personlige udgifter som eksempelvis hus- og billeje til topledelsen, herunder den tidligere finansdirektør Allen Weisselberg, uden at registrere indkomsten.

Sagen er blot endnu en i bunken af undersøgelser af den tidligere amerikanske præsident.

Donald Trump selv bliver lige nu undersøgt af det amerikanske justitsministerium for sin håndtering af klassificerede dokumenter, efter at han forlod Det Hvide Hus i 2021.