
Det færøske socialdemokrati, Javnaðarflokkurin, er det største parti på Færøerne efter valget torsdag.
Javnaðarflokkurin får 9 ud af 33 mandater i Lagtinget og går frem med to mandater.
Javnaðarflokkurin har siddet i opposition i den forgangne valgperiode. Partiet går fra 22,5 procent af stemmerne til 26,6 procent af stemmerne.
I følge TV 2’s oplysninger er det uklart hvem de vil gå i regering med.
Fungerende lagmand taber valg
Aksel V. Johannesen, partiets formand, har tidligere udtalt, at Javnaðarflokkurin kan samarbejde til flere sider – både med løsrivelsespartiet Tjóðveldi, der har siddet i opposition, og det borgerlige parti Tjóðveldi.
Den fungerende lagmand, Bárður á Steig Nielsen fra Sambandspartiet, taber dermed valget.
Den borgerlige koalition bestod den sidste tid af de to store partier Sambandspartiet og Folkeflokken.
Tilsammen opnåede de altså torsdag ikke flertal i Lagtinget, selv om Sambandspartiet formåede at bevare sine syv mandater.
Folkeflokken tabte to mandater ved torsdagens valg.
Dermed går partiet med Beinir Johannesen i spidsen tilbage fra 24,9 procent af stemmerne til 18,9 procent. Partiet får seks pladser i Lagtinget mod otte i den forgangne valgperiode.
Det borgerlige oppositionsparti Framsókn, hvor Ruth Vang er formand, går frem fra 4,7 til 7,5 procent af stemmerne. Partiet går frem med ét mandat og får tre mandater mod de nuværende to.
Det kristne centerparti Miðflokkurin bevarer sine to mandater. Partiet, der i tre år indgik i den forgangne landsstyrekoalition, blev smidt ud af samarbejdet på grund af uoverensstemmelser om homoseksuelles rettigheder. Det var årsagen til udskrivelsen af lagtingsvalget.
Det lille selvstyreparti, Sjálvstýri, der har haft et enkelt mandat i Lagtinget, får 2,7 procent af stemmerne. Partiet opnår dermed ikke at komme i Lagtinget denne gang.