Belgisk politi ransagede fredag 16 adresser i Bruxelles-området som led i en efterforskning af Qatars lobbyvirksomhed i Europa-Parlamentet. Mindst fire personer blev anholdt ved aktionen.
Det skriver flere medier, heriblandt den belgisk avis Knack og Politico.
Ifølge den belgiske avis Le Soir og det franske nyhedsbureau AFP er det græske medlem af Europa-Parlamentet Eva Kaili blandt de anholdte.
Grækeren er en af Europa-Parlamentets 14 næstformænd og en del af socialdemokraternes gruppe i parlamentet, S&D.
Som konsekvens af sagen er hun fredag aften blevet smidt ud af det græske socialdemokratiske parti, Pasok. Det skriver partiets leder, Nikos Androulaki, på Twitter.
Dansker er “forfærdet”
Den danske europaparlamentariker Niels Fuglsang fra Socialdemokratiet lægger ikke fingre imellem på Twitter, hvor han kalder sagen en ”korruptionsskandale i Europa-Parlamentet”.
– Jeg er forfærdet og rasende. Vi stemte for en hård udtalelse i november, hvor vi satte fokus på verdens største sportsskandale: VM i Qatar. Flere medlemmer gik dog på talerstolen og forsvarede Qatar – helt uforståeligt. Jeg vil kæmpe for, vi kommer helt til bunds i denne sag, skriver han på Twitter.
Fredagens ransagning var led i en større efterforskning af ”organiseret kriminalitet, korruption og hvidvask”, oplyser den belgiske anklagemyndighed i en udtalelse, skriver Politico og Knack.
Anklagemyndigheden nævner ikke nogen specifikke lande. Men der har i flere måneder være mistanke om, at “en golfstat har påvirket Europa-Parlamentets økonomiske og politiske beslutninger”, står der i udtalelsen.
Det skal ifølge udtalelsen være sket ved at sende “betydelige pengebeløb” og “betydningsfulde gaver” til embedsmænd med “en vigtig politisk og/eller strategisk position” i parlamentet.
Kæreste og fagforeningsleder anholdt
Europa-Parlamentet vedtog i november, som Niels Fuglsang nævner, en udtalelse om menneskerettighedssituationen i Qatar.
Resolutionen kritiserede blandt andet arbejdsforholdene for migrantarbejdere i forbindelse med VM i fodbold og begræd de mange, der er døde i forberedelserne til VM.
Men visse parlamentarikere, særligt fra S&D og centrum-højregruppen Det Europæiske Folkeparti, tøvede dengang med at stemme for.
Eva Kaili gjorde sig blandt andet bemærket med en udtalelse om, at Qatar er ”frontløber inden for arbejdstagerrettigheder”. Det gjorde hun efter at have mødtes med Qatars arbejdsminister, Ali bin Samikh Al Marri.
Ifølge avisen Le Soir blev der ved ransagningerne konfiskeret 600.000 euro, knap 4,5 millioner kroner.
Udover Eva Kaili blev hendes partner ifølge den belgiske avis også anholdt i aktionen. Det samme blev et tidligere europaparlamentsmedlem fra S&D og lederen af en stor international fagforening.