Ekstase over Marokkos sejr i Afrika og hele den arabiske verden: Handler om meget mere end fodbold

Fans rundt omkring i hele verden eksploderede i jubel, efter det marokkanske fodboldslandshold lørdag aften dansk tid skrev historie med en sejr over Portugal ved slutrunden i Qatar.

Både i hjemlandet og mange andre steder i verden er Marokko-fans gået på gaden for at fejre, at landet som det første afrikanske land nogensinde er klar til semifinalen ved et VM.

I den marokkanske by Marrakech strømmede folk ud på gaderne, så snart slutfløjtet havde lydt på Al Thumama Stadium i Doha. Det viser en video, som danske Maria Würtz, der bor i byen, har sendt til TV 2.

– Hele midtbyen er fuldstændig trafikkaos. Folk har ikke rigtig villet tro på det, men siden de spillede mod Belgien, har der været en helt vanvittig optimisme og gåpåmod, siger hun.

På Rådhuspladsen i København er der også højt humør, hvor massevis af marokkanske fans er stimlet sammen for at feste.

Arabiske lande fejrer sejr

Men det er langt fra kun i Marokko og Danmark, at man hylder landsholdet. Særligt i mange af de arabiske lande, herunder Syrien og Palæstina, er folk i ekstase over det marokkanske fodboldeventyr.

Og mens mange tusinde marokkanske fans er rejst til Qatar for at heppe på landsholdet, har andre tilhængere ligefrem taget turen tilbage igen for at fornemme den sprudlende atmosfære i hjemlandet. Det fortæller Al Jazeeras reporter Nicolas Haque, der befinder sig i hovedstaden Rabat.

– To familier fløj fra Saudi-Arabien og en anden fra Qatar for at være her i Marokko og være blandt marokkanere for at opleve dette øjeblik, citerer Al Jazeera ham for at sige.

Ifølge Holger Bernt Hansen, der er professor emeritus ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, er det ikke bemærkelsesværdigt, at Mellemøsten hylder Marokko, der traditionelt er blevet opfattet som hørende til den del af verden – også selvom landet rent geografisk ligger placeret på det afrikanske kontinent.

Opsigtsvækkende er det derimod, at deres sejr nu også slår igennem i hele Afrika, siger han.

En genoprettelse af Afrika

Lige fra Cameroun til Libyen har afrikanske fans taget del i hyldesten af Marokko.

På Twitter har den tidligere afrikanske fodboldstjerne fra Elfenbenskysten Didier Drogba også sendt lykønskninger i Marokkos retning.

– De gjorde det!!! Godt gået Marokko for denne bedrift. Længe leve Afrika, skriver han på Twitter.

Ligeledes hylder præsidenten for Den Afrikanske Union, Macky Sall, sejren som “historisk” og “fantastisk” på Twitter.

Holger Bernt Hansen fortæller, at sejren betyder meget for hele det afrikanske kontinent, fordi den ses som en kulmination på en længevarende løsrivelse fra Europa.

– Det er en genoprejsning af den underordnede position, som Afrika har haft både politisk, økonomisk og holdningsmæssigt. Så det rækker meget længere ud end fodbolden, fastslår han.

Han understreger dog, at den marokkanske succesfulde slutrunde også har stor lokal betydning. Både fordi landet ikke altid er blevet set som en del af Afrika, men også fordi de flere gange har ligget i strid med andre afrikanske lande om forskellige geopolitiske beslutninger.

– Det er en meget stor anerkendelse af Marokko, at de bliver anerkendt som repræsentant for Afrika, siger Holger Bernt Hansen.