Flere personer er kommet til skade i en alvorlig færdselsulykke i krydset mellem Roskildevej og Hallands Boulevard i Taastrup sent tirsdag aften.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Jens Møller.

– Der er tale om en personbil og en varevogn, der er kørt sammen, siger han.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 22.50.

– Vi er næsten lige landet derude, så vi har endnu ikke overblik over, hvor mange der er kommet til skade, og hvor alvorligt det er, siger vagtchefen klokken 23.15.

Som følge af ulykken opfordrer politiet bilister og andre til at undgå færdsel i krydset, som er spærret i alle retninger.

Både politi og redning arbejder på stedet.