Svært at forestille sig, at kineserne bare trækker på skuldrene, siger ekspert efter voldsom trussel

Først lancerede Kina en storstilet øvelse omkring Taiwan.

Efterfølgende er øvelsen blevet fulgt op med skarpe udtalelser fra kinesisk side.

Blandt andet sagde talsmanden for den østlige kommando i den kinesiske hær, Shi Yi, mandag, at Kina, efter en vellykket øvelse, kan kæmpe når som helst for resolut at smadre enhver form for ’Taiwan-uafhængighed’.

Det fremgår ifølge AP af en erklæring på den sociale medieplatform WeChat.

I den situation kan man ikke forestille sig, at kineserne bare trækker på skuldrene

Andreas Bøje Forsby, seniorforsker, DIIS

Samtidig kalder talsmanden for det kinesiske udenrigsministerium, Wang Wenbin, øvelserne for en streng advarsel til Taiwan.

Kinesisk trussel er ikke lig invasion

Selvom Shi Yi melder de kinesiske styrker klar til kamp, så er der ikke noget nyt i, at Kina spiller med musklerne militært og retorisk.

Det vurderer Andreas Bøje Forsby, der er seniorforsker med fokus på Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik ved DIIS.

– Jeg ser intet i det her, der får mig til at tænke, at der er en nærtforestående invasion fra kinesisk side, siger seniorforskeren til TV 2.

Andreas Bøje Forsby ser ikke noget bemærkelsesværdigt i, at kineserne skruer op for retorikken nu.

Det hænger sammen med, at formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Kevin McCarthy, i sidste uge valgte at modtage Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, i Californien. Ligesom Kina også reagerede militært og retorisk, da Nancy Pelosis besøgte Taiwan i august sidste år.

Kina havde advaret

Andreas Bøje Forsby påpeger, at Kina allerede havde gjort det klart, at det ville få konsekvenser, hvis Kevin McCarthy mødtes med Tsai Ing-wen, uanset hvor det møde ville foregå.

McCarthy har nemlig længe lovet at mødes med Tsai som formand for Repræsentanternes Hus.

Kina var derfor også nødt til at komme med en reaktion på sidste uges møde, vurderer seniorforskeren.

– I den situation kan man ikke forestille sig, at kineserne bare trækker på skuldrene, siger han.

Nu har Kina endnu en gang vist, at det vil få konsekvenser at mødes med Tsai Ing-wen, hvorfor seniorforskeren ikke forventer, at situationen vil eskalere yderligere for nu.

Mindre øvelse end i august

Da demokraten Nancy Pelosi besøgte Taiwan, som daværende formand for Repræsentanternes Hus, lancerede kineserne også en storstilet øvelse omkring Taiwan.

Den øvelse, der har været omkring Taiwan fra 8. til 10. april, er ifølge Andreas Bøje Forsby hverken lige så omfattende eller indgribende, som den kineserne udførte i august.

Her annoncerede kineserne seks zoner helt inde omkring Taiwans territorialfarvand, hvor man ville foretage skarpe militærøvelser, hvilket betød, at kineserne reelt lukkede ned for den civile luft- og skibstrafik i områderne og derved blokerede Taiwan fra omverdenen igennem øvelsens varighed.

I øvelsen i august valgte kineserne også at affyre missiler i høje baner ind over Taiwan. Ligesom kineserne op til og i forlængelse af besøget skruede gevaldigt op for retorikken.

Ifølge seniorforskeren er det naturligt, at Nancy Pelosis besøg affødte en voldsommere reaktion fra Kina, da den politiske værdi af et besøg i Taiwan er betydeligt større end den mere afdæmpede modtagelse af Tsai Ing-wen i sidste uge i USA.