
Omkring klokken 1 natten til søndag vågner 80-årige Rosa Larsen af et ordentligt brag. Hun træder ud af soveværelset, åbner døren ind til stuen og får sig en ordentlig forskrækkelse.
– Der var helt tåget. Mon der er ild i noget? Fordi så var det jo en eksplosion.
– Jeg listede rundt, så jeg kunne se lidt. Så var huset åbent og hele væggen væk.
En Audi med en 19-årig mand bag rettet og en 18-årig mand som passager var kørt gennem Rosa Larsens hus og fortsat ud på den anden side, da de sandsynligvis overså et sving på kørebanen.
– Der er kommet en bil der oppe fra Fjerritslev by, og så er den kørt gennem hækken og hele vejen gennem begge ydermure, siger Frits Vabbersgaard Larsen, som er søn til Rosa Larsen.
Bilen stopper først 70 meter væk fra huset, fortæller han.
– Der har været drøn på.
Minder fra et helt liv spredt for alle vinde
Til al held gik Rosa Larsen i seng i den anden ende af huset, hvor soveværelset lå.
– Der er ingenting tilbage af reoler, og borde og stole ligger ude. Det er utroligt. Det har jeg aldrig set før. Den kørte hele vejen gennem huset, siger hendes søn.
På mirakuløs vis kom alle uskadt fra den voldsomme ulykke – også de to unge mennesker, som sad i den nu totalskadede bil. Og det er det, som lige nu betyder mest for Rosa Larsen.
– Jeg er glad for, at der ikke er nogle, der er kommet nogle til. Det her er ene døde ting. Det er minder, jeg har haft, gennem et helt liv, men altså, siger hun og trækker på skuldrene.
– Det er døde ting stadigvæk. Jeg er glad for, at vi er her alle sammen uanset, om de er kørt tosset, eller hvad de har.