
Mens vi i Danmark for første gang i 20 år ikke har set en dråbe regn i 15 dage, er tørken længere mod vest blevet startskuddet til den potentielt værste sæson for naturbrande.
I den canadiske provins Quebec raser 160 naturbrande i øjeblikket.
Og det har genereret så meget røg, at flere millioner mennesker på tværs af det nordøstlige Amerika onsdag vågnede op til en sundhedsskadelig luftkvalitet.
Mange af brandene har været aktive i flere dage, men en kraftig storm, der hvirvler ind langs Canadas nordøstlige kyst, har sendt nu røgen ned over USA.
I det centrale New York og Toronto – de mest folkerige byer i USA og Canada – kom der så meget røg, at byerne kortvarigt rangerede som de byer i verden med den dårligste luftkvalitet.
Klimaforandringer
New Yorks guvernør, Kathy Hochul, kalder situationen for en ”nødsituation” og har advaret newyorkerne mod, at det vil tage flere dage, før luftkvaliteten er normal igen:
– Folk må forberede sig på lang sigt, sagde guvernøren ifølge New York Times.
Pressesekretæren i Det Hvide Hus, Katrine Jean-Pierre, sagde onsdag aften på et pressemøde, at den forringede luftkvalitet over USA er et alarmerende eksempel på, hvordan klimaforandringer påvirker hele verden.
Hun tilføjede, at USA har sendt 600 brandfolk og udstyr som blandt andet vandkanoner til Canada for at hjælpe med at få brandene under kontrol.
Canadas militær sat ind
Imens sender Canadas premierminister, Justin Trudeau, lovprisninger til landets brandvæsen, som i løbet af foråret har arbejdet ustandseligt på at få naturbrandene under kontrol.
– Brandfolkene gør alt, hvad de kan. Og dem, der er helt ude ved de sønderrivende brande, gør alt for at redde deres medborgere, sagde han på et pressemøde onsdag, hvor han tilføjede, at der også var sat tropper fra den canadiske hær og Canadas luftvåben ind.
Trudeau advarede på grund af den farlige luftkvalitet også mod udendørsaktiviteter, hvor især udsatte borgere opfordres til at opholde sig indenfor.
Og der kan de risikere at tilbringe meget af sommeren.
Forårets tørke og høje temperaturer ser nemlig ud til at forsætte.
– Dette års brandsæson er den værste, der nogensinde har været i landet, lød det slutteligt fra premierministeren.