Ukraine deler ny kryptisk video – er modoffensiven i gang?

Endnu en video, der antyder en ukrainsk modoffensiv, florerer nu på sociale medier.

For anden weekend i træk har den ukrainske militære efterretningstjeneste (GUR) delt en video, der teaser for, at der er noget i gære.

Videoerne har ét fælles budskab:

– Planer elsker stilhed.

Denne gang er der dog også noget, der tyder på, at modoffensiven måske allerede er skudt i gang.

Fortsættes

I videoen, der er offentliggjort søndag, sidder chefen for GUR, Kyrylo Budanov, og stirrer ind i kameraet uden at røre en muskel.

Efter 20 sekunder vises ordet “Fortsættes” efterfulgt af ” Planer elsker stilhed”.

Videoen kommer dagen efter, at Volodymyr Zelenskyj selv gav et kryptisk svar på, hvorvidt offensiven er i gang.

Lørdag sagde præsidenten ved et pressemøde i Kyiv, at modoffensive- og defensive operationer fandt sted i Ukraine, men han ville ikke sige, hvilket stadie de var på.

Herefter trak han ifølge Reuters på skuldrene og løftede sine øjenbryn afvisende, da han blev bedt forholde sig til, at den russiske præsident, Vladimir Putin, fredag ​​sagde, at Ukraine helt sikkert havde påbegyndt modoffensiven.

Befrier to landsbyer

Flere eksperter har de seneste dage peget på flere ting, der underbygger, at en modoffensiv er i gang, selvom Zelenskyj ikke selv vil bekræfte det direkte.

Søndag har Ukraine hvert fald været i offensiven.

Først delte Ukraines 68. jægerbrigade en video på facebook, der viser ukrainske soldater hejse det blå-gule flag fra en bygning, der angiveligt ligger i landsbyen Blahodatne i den østlige Donetsk-region, som indtil nu har været besat af russerne.

I opslaget står der, at det er lykkedes brigaden at befri byen.

– Angriberne gjorde modstand til det sidste, men kunne ikke modstå angrebet, står der.

68. jægerbrigade skriver også, at der i forbindelse med befrielsen er taget russiske fanger.

Syv timer senere delte en bataljon med kaldenavnet AREY en anden video på facebook, der viser en gruppe soldater foran en medicinsk klinik i landsbyen Neskuchne, som efter alt at dømme også er blevet befriet i løbet af dagen.

Videoen fra Neskuchne, der ligger tæt på Blahodatne, er geolokaliseret af CNN.

Modoffensiven er i gang

I Ukraine er der blandt befolkningen en følelse af, at modoffensiven er i gang. Det fortæller TV 2 Martin Selsøe Sørensen, der er tilstede i Odesa.

– Selvom de ikke siger det direkte, så har de jo ligesom anerkendt, at der er noget i gang.

I befolkningen er der også forståelse for, at det ukrainske militær holder kortene tæt til kroppen, selvom ukrainerne gerne vil vide, hvad der sker i deres land.

– De forstår godt det her hemmelighedskræmmeri, fordi man kan ikke sige det. En del af strategien for at vinde det her er, at de ikke skal sige noget, så russerne lever i samme uvidenhed som os andre, siger Martin Selsøe Sørensen.

Selvom det søndag er lykkedes de ukrainske styrker at tage flere små byer tilbage, så er der ifølge Martin Selsøe Sørensen, stadig et stykke vej for de ukrainske styrker, før de når hovedlinjen i det russiske forsvar.

– Man må forvente, at russerne er langt tungere bevæbnet og bedre på plads her, så selvom man ser det her medløb for Ukraine i dag, så er det for tidligt, at sige noget om, hvorvidt der er tale om en generel succes for ukrainerne.