To unge kvinder skubbet ned i 50 meter dyb kløft ved tysk turistmål

En amerikansk turist er mistænkt for at have overfaldet og skubbet to unge kvinder ned i en 50 meter dyb kløft ved en af Tysklands mest populære turistmål.

Politiet i delstaten Bayern oplyser torsdag, at den ene af de to kvinder er afgået ved døden. Det skriver mediet Deutsche Welle.

Overfaldet fandt sted onsdag nær den historiske bro Marienbrücke, der er kendt for sin smukke udsigt over slottet Neuschwanstein.

De to kvinder på henholdsvis 21 og 22 år var begge turister i det sydlige Tyskland, men myndighederne har endnu ikke offentliggjort deres nationalitet.

I politiets varetægt

Ifølge politiet er den formodede gerningsmand en 30-årig amerikansk statsborger, som flygtede fra gerningsstedet. Han blev kort efter anholdt og er i politiets varetægt.

Video på de sociale medier viser ifølge Deutsche Welle den formodede gerningsmand blive ført væk fra området iført håndjern.

Af en udtalelse fra politiet i Bayern fremgår det, at de to kvinder formentlig mødte den amerikanske turist på vandreturen mod Marienbrücke.

De tre forlod gruppen af turister for at komme op til en platform med udkig over området.

Skubbet ned i 50 meter dyb kløft

Her angreb den 30-årige amerikaner ifølge politiet den yngste af de to kvinder. Den 22-årige kvinde forsøgte at lægge sig imellem med det resultat, at manden tog kvælertag på den 22-årige kvinde og skubbede hende ned i den 50 meter dybe kløft.

Ifølge politiet forsøgte manden derefter at forgribe sig seksuelt på den 21-årige kvinde, inden også hun blev skubbet ned i kløften.

De to kvinder blev efterfølgende reddet ud af kløften af en redningshelikopter og bragt til et nærliggende hospital. Her døde den 21-årge kvinde natten til torsdag, mens den 22-årige kvinde stadig er indlagt med alvorlige kvæstelser.

Politiet oplyser, at den 30-årige amerikaner blev anholdt ikke langt fra gerningsstedet.

Anklagemyndigheden i Bayern arbejder nu på at rejse tiltale mod manden for drab, drabsforsøg og seksuelt overgreb.