
Storbritanniens forsvarsminister, Ben Wallace, erkender nu, at hans drøm om at blive NATOs næste generalsekretær ikke kommer til at gå i opfyldelse.
Det fortæller han i et interview med The Economist.
– Det kommer ikke til at ske, siger han.
Ifølge den 53-årige Wallace ønsker USA, at den nuværende generalsekretær, norske Jens Stoltenberg, bliver på posten.
I begyndelsen af juni lignede Wallace ellers et seriøst bud på en ny generalsekretær.
– De har en kandidat, der er meget kvalificeret, sagde den amerikanske præsident, Joe Biden, om Wallace, efter at Biden havde haft besøg af den britiske premierminister, Rishi Sunak, i Det Hvide Hus.
“Måske vil de have en statsminister”
Ben Wallace har været den kandidat, som har været mest åben omkring sit ønske om NATO-jobbet. Nu er han også åben om, at det ikke bliver ham.
Det skyldes, at han ikke har fået opbakning fra USA, fortæller han.
– Måske vil de have en statsminister, siger forsvarsministeren til The Economist.
Den seneste tid har en lang række norske og internationale medier skrevet, at det er mest sandsynligt, at Stoltenberg bliver på posten.
Spekulationerne tog især til, efter at Biden angiveligt i sidste uge bad Stoltenberg om at blive på posten i yderligere et år.
Den 64-årige tidligere norske statsminister, der har været generalsekretær siden 2014, skulle efter planen forlade embedet til efteråret.
Mette Frederiksen støtter Stoltenberg
Tidligere onsdag skrev den norske avis VG, at Stoltenberg nu er den eneste kandidat til jobbet.
I måneder har rygter ellers også svirret om, at den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), kunne blive NATOs næste generalsekretær.
Torsdag under Folkemødet på Bornholm gik hun aktivt ud og viste sin støtte til Stoltenberg.
– Hvis vi kan få ham til at fortsætte, vil jeg mene, at det er en rigtig, rigtig god løsning, sagde hun ifølge Berlingske.
Stoltenberg behøver ikke aktivt at søge posten. Hvis NATO-landene samlet beder Stoltenberg om at blive et år til, kan han meget vel have svært ved at sige nej.