Baglandet bakker fortsat op om Venstre-formand

Der er fortsat opbakning fra baglandet til Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Det fortæller medlem af Venstres hovedbestyrelse og medlem af regionsrådet i Region Midtjylland Anders G. Christensen. Han taler efter et møde i partiets hovedbestyrelse mandag aften.

– Der var opbakning til Jakob Ellemann-Jensen om at gå videre med forhandlingerne. Så bliver det i sidste ende ham, der vurderer og konkluderer, om vi skal tage skridtet videre i en regering.

Klar til løftebrud

Det kommer, efter at Venstre-formanden på under en uge har erkendt to løftebrud i forbindelse med forsøget på at danne en regering med Socialdemokratiet.

Han er klar til at pege på Mette Frederiksen (S) som fortsat statsminister og at droppe en advokatundersøgelse af sagen om millioner af aflivede mink.

Anders G. Christensen siger yderligere, at formanden ikke har været specifik om det, han har fået i bytte for indrømmelserne.

– Han har givet nogle indikationer om, hvor det er, man forhandler henne. Jeg tror heller ikke, der ligger en færdig skitse – der er stadig nogle knaster, siger han.