
En ubåd, der bruges til at sende turister dybt ned under Atlanterhavets overflade for at se vraget af Titanic, er forsvundet.
En eftersøgning og redningsindsats er derfor mandag sat i gang, skriver britiske BBC, der har talt med kystvagten i Boston i den amerikanske delstat Massachusetts.
Den amerikanske kystvagt oplyser på et pressemøde mandag aften, at der er fem mennesker om bord på ubåden. Det indebærer ubådens kaptajn og personer, som omtales som “missionsoperatører”.
Admiral John Mauger fortæller desuden, at ubåden er udstyret med en reservetank med ilt. Den kan forsyne ubådens besætning med ilt i op til 96 timer.
– Vi regner med, at der er mellem 70 og 96 timer tilbage på det her tidspunkt, siger admiral John Mauger.
Eftersøgningen er især vanskelig, fordi det endnu ikke vides, om ubåden er kommet op til overfladen. Derfor er kystvagten nødt til at benytte sig af en ultralydsradar.
Udflugter for 1,7 millioner kroner
Turister har siden 2021 haft muligheden for at se vraget af det berømte skibsvrag, der forsvandt i 1912.
Her begyndte firmaet OceanGate Expeditions at tilbyde ekspeditioner for, hvad der svarer til omkring 850.000 kroner per gæst, skrev mediet The Independent dengang.
I dag tager firmaet mere end 1,7 millioner.
Ifølge BBC bekræfter firmaet mandag i en erklæring, at det er dem, der ejer den forsvundne ubåd, og at der var folk ombord.
– Vi undersøger og mobiliserer alle muligheder for at bringe besætningen sikkert tilbage, oplyser OceanGate Expeditions.
En planlagt ottedages ekspedition
Dele af OceanGate Expeditions hjemmeside er i løbet af mandag eftermiddag gået ned. Herunder deres side med Titanic-udflugterne.
The Guardian har dog nået at orientere sig på hjemmesiden og derigennem kommet frem til, at firmaet havde planlagt en ottedages ekspedition 12-20. juni.
Op til seks mennesker var ifølge The Guardian planlagt til at forlade – og returnere – til byen St. John’s i Canada.
Titanic ligger omkring 3700 meter nede på bunden af Atlanterhavet, cirka 600 kilometer ud for kysten af Newfoundland i Canada. Vraget blev opdaget i 1985.