Dansk restaurant kåret som verdens femtebedste

Den danske restaurant Alchemist er kåret som verdens femtebedste restaurant.

Det skete ved offentliggørelsen af ’Verdens 50 bedste restauranter 2023’, der fandt sted i den spanske paella-by Valencia.

Den danske restaurant fik desuden særpisen ‘Art of Hospitality Award’ for godt værtsskab.

Verdens bedste restaurant 2023 blev Central fra Lima i Peru, der vandt foran Disfrutar fra Barcelona.

Se hele listen i bunden af artiklen.

Geranium er best of the best

Alchemist, der ligger på Refshaleøen i København, blev sidste år placeret som nummer 18 på listen.

Dengang var Jordnær fra Gentofte at finde som nummer 38. Men i år var den røget ned som nummer 57, da pladserne fra 51 til 100 blev offentliggjort 8. juni. Her var Kadeau i København at finde som nummer 91.

Geranium, der ligeledes ligger i København, blev sidste år kåret til verdens bedste restaurant. Men det gentog sig ikke i år.

For efter en regelændring i 2019 ryger den bedste restaurant hvert år ud af konkurrencen, og derfor kunne Geranium ikke genvinde æren.

Restauranten blev i stedet indlemmet i kategorien ‘Best of the best’ med alle de andre tidligere vindere.

Original og hårdtarbejdende vinder

Geranium vandt i 2022 foran netop Central fra Lima. Og Geraniums køkkenchef, Rasmus Kofoed, havde også på forhånd den peruvianske restaurant som favorit til at overtage førstepladsen.

– De er rigtig originale. De er gode til at inddrage deres kultur. De er gode til at vise deres helt fantastiske råvarer og landskab frem på deres restaurant, og de har arbejdet benhårdt i mange år, sagde han til TV 2 inden prisuddelingen.

Rasmus Kofoed husker selv tydeligt, hvor fantastisk og overvældende det var, at modtage prisen for et år siden.

– Det var et magisk øjeblik, jeg aldrig nogensinde vil glemme. Jeg får næsten gåsehud af at tænke på det, fortæller han.

Noma har flest sejre

Noma er ligeledes at finde blandt de bedste af de bedste, efter at den danske restaurant vandt for femte gang i 2021.

Noma vandt også i 2010, 2011, 2012 og 2014 og er den mest vindende restaurant på listen. Restauranten lukkede i 2017 og genopstod året efter med nyt koncept som Noma 2.0, og kunne derfor være med i konkurrencen igen trods regelændringen i 2019.

Udnævnelsen af Verdens 50 bedste restauranter har fundet sted hver år siden 2002 med undtagelse af coronaåret 2020.

Bag listen står 1080 kokke, madanmeldere og gastronomer fra hele verden, som stemmer anonymt. Den ene halvdel er mænd, og den anden halvdel er kvinder.

Verdens 50 bedste restauranter 2023:

  1. Central, Lima
  2. Disfrutar, Barcelona
  3. Diverxo, Madrid
  4. Asador Etxebarria, Atxondo
  5. Alchemist, København
  6. Maido, Lima
  7. Lido 84, Gardone Riviera
  8. Atomix, New York
  9. Quintonil, Mexico City
  10. Table, Paris
  11. Trèsind Studio, Dubai
  12. A Casa Do Porco, Sâo Paolo
  13. Pujol, Mexico City
  14. Odette, Singapore
  15. Le Du, Bangkok
  16. Reale, Italien
  17. Gaggan Anand, Bangkok
  18. Steirereck, Wien
  19. Don Julio, Buenos Aires
  20. Quique Dacosta, Dénia
  21. Den, Tokyo
  22. Elkano, Getaria
  23. Kol, London
  24. Septime, Paris
  25. Belcanto, Lissabon
  26. Schloss Schauenstein. Fürstenau
  27. Floriège, Tokyo
  28. Kjolle, Lima
  29. Boragó, Santiago
  30. Frantzén, Stockholm
  31. Mugaritz, San Sebastian
  32. Hisa Franko, Kobraid
  33. El Chato, Bogotá
  34. Uliassi, Senigallia
  35. Ikoyi, London
  36. Pléntude, Paris
  37. Sézanne, Tokyo
  38. The Clove Club, London
  39. The Jane, Antwerp
  40. Restaurant Tim Raue, Berlin
  41. Le Calandre, Rubano
  42. Piazza Duomo, Alba
  43. Leo, Bogotá
  44. Le Bernardin, New York
  45. Nobelhart & Schmutzig, Berlin
  46. Orfali Bros Bistro, Dubai
  47. Mayta, Lima
  48. La Grenouillère, La Madelaine-sous-Montreuil
  49. Rosetta, Mexico City
  50. The Chairman, Hongkong