Putin i forsøg på at berolige sine allierede: – Det russiske folk er forenet som aldrig før

For første gang siden Wagner-mytteriet 23. juni har den russiske præsident, Vladimir Putin, vist sig ved et internationalt forum.

I hvert fald virtuelt. For tirsdag blev det såkaldte SCO-topmøde afholdt online med videolink, og her deltog flere store nationer som Rusland selv, Kina, Indien og Pakistan.

Og præsident Putin var ikke sen til at udnytte muligheden for at overbevise de andre lande om, at Rusland – på trods af forrige weekends dramatiske mytteri – fortsat er en værdig og stabil samarbejdspartner:

– Det russiske folk er forenet som aldrig før. Ruslands politiske kredse og hele samfundet generelt har tydeligt demonstreret sit fællesskab og den stigende ansvarsfølelse for fædrelandet, lød det fra den russiske præsident.

Vil signalere styr på tingene

Allerede forud for mødet tirsdag lød analysen fra internationale eksperter, at præsident Putin ville forsøge at benytte lejligheden til at tage kontrollen igen efter mytteriet, der skete på foranledning af Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin.

– Putin vil forsøge at vise sine partnere, at han stadig har styringen, udtalte eksempelvis Tanvi Madan, som er ekspert i udenrigspolitik hos tænketanken Brookings Institution, til nyhedsbureauet AP.

Det samme siger seniorforsker ved DIIS og Rusland-kender Flemming Splidsboel til TV 2 tirsdag morgen:

– Mytteriet har stillet Putin i en svækket situation, og derfor vil han have en interesse i at vise, at han har styr på tingene, og at han er i kontrol.

I et skrifligt svar til TV 2 efter det virtuelle møde lyder det dog fra Splidsboel, at missionen næppe er lykkedes for Putin:

– Det tvivler jeg på. De (SCO-landene, red.) har jo selv kunnet følge begivenhederne. Det var dramatisk. Og de ved også, at det går dårligt med krigen i Ukraine her på dag 496, skriver Splidsboel:

– Desuden forstår landene bedre end de fleste, hvor afhængig Rusland er blevet af deres økonomier.

Befolkningen gjorde ikke noget

Under mødet med SCO-landene lød det fra præsident Putin, at Rusland agter at skrue op for samarbejdet med lande som Kina, Iran, Pakistan og Indien.

I samme ombæring advarede den russiske præsident mod, at “potentialet for konflikter i verden er stigende” i øjeblikket, men at Rusland har tænkt sig at modstå alt, hvad der hedder sanktioner og provokationer:

Ifølge Andrey Kazankov, journalist og mangeårig Rusland-korrespondent, var det ikke kun under mødet tirsdag, at Putin forsøgte at overbevise om, at han er i kontrol igen efter Wagner-lederens mytteri.

– Putin har nu i en uge forsøgt at forsikre både den russiske befolkning og omverdenen om, at han har styr på situationen, og at mytteriet ikke kommer til at spille nogen rolle, siger han og uddyber:

– Men virkelighedens verden ser anderledes ud. Vi så, hvordan den russiske befolkning overhovedet ikke gjorde noget som helst for at stoppe Prigozjins mytteri. Russerne stod blot på sidelinjen og fulgte med i, hvad der foregik.

Det er med andre ord ikke sikkert, at præsident Putin kan “regne med befolkningens hjælp”, hvis et lignende mytteri skulle finde sted i eller omkring Kreml igen, siger korrespondenten.

– Alligevel skal vi ikke undervurdere Putin. Han har formået at bevare magten i Rusland i nu mere end 23 år, siger han.