Georgisk demonstration tvang russisk krydstogtskib til at forlade havn

I havnebyen Batumi i Georgien udspillede sig torsdag stærke demonstrationer fra aktivister, og episoden har i det efterfølgende døgn høstet international opmærksomhed.

Vreden udsprang af uønsket besøg.

Et krydstogtskib med 850 russiske turister lagde torsdag til kajs i havnebyen, men det fik ikke lov at ligge der længe.

Krydstogtskibet Astoria Grande var dagen forinden sejlet fra den russiske by Sochi og ankom i Batumi.

Billeder og videoer fra demonstrationen er blevet bredt delt på det sociale medie ‘X’ – tidligere kendt som ‘Twitter’ – og viser hånende udvekslinger mellem aktivisterne og russiske passagerer.

Det russiske krydstogtskib skulle egentlig have ligget i havnen hele torsdagen, hvor gæsterne kunne udforske den georgiske by.

Men hen ad aftenen tog demonstrationerne til, og skibet måtte forlade havnen før tid under protesterne fra lokalbefolkningen.

River op i gamle sår

Fredag har en amerikansk diplomat blandet sig i striden. Kelly Degnan, den amerikanske ambassadør i Georgien, erklærede ifølge mediet Georgia Today sin støtte til den georgiske befolkning og sin forståelse for vreden mod russerne.

– Jeg tror ikke, at nogen bør være overrasket over, at mange georgiere ikke byder dette skib velkommen, sagde hun.

Go back to your fucking country”, og “Abkhasien er georgisk”, stod der på demonstranternes skilte, og videoer på sociale medier viser, at demonstranterne spillede Ukraines nationalmelodi som en hån mod skibets passagerer.

Krydstogtskibet lagde til, mens krigen i Ukraine raser, men for georgierne er mindelserne om russisk besættelse tættere på.

I 2008 bekrigede Rusland Georgien og gjorde krav på de selverklærede republikker Sydossetien og Abkhasien.

Spændingerne mellem de to lande brød ifølge en EU-støttet rapport officielt ud, da Georgien indledte et angreb på et område i Sydossetien.

Siden 2008 har der været uenigheder om, hvem der bærer ansvaret for krigens udbrud.

Med EU-rapporten har begge lande ment, at deres version bakkes op.

Moskva blev dengang kritiseret for at modsvare angrebet med uforholdsmæssig stor styrke, og i dag anser flere georgiere Rusland som en aggressor og en invasionsmagt.