
Fem personer er blevet ramt af skud på fristaden Christiania lørdag aften.
En af de fem personer – en 30-årig mand – er afgået ved døden. Manden er kendt i rocker- og bandemiljøet, fortæller Poul Kjeldsen, politiinspektør i Københavns Politi, under et pressemøde sent lørdag aften.
Identiteten på alle ofre er kendt, lyder det.
To maskerede gerningsmænd er flygtet på elcykler af mærket MATE mod Langebro. Ingen af de to er endnu pågrebet af politiet.
– To maskerede mænd var løbet ind på Stjerneskibet på Pusher Street iført mørkt tøj og med pistoler. De afgiver skud mod en person, siger politiinspektøren.
Politiet har været massivt tilstede på Christiania, siden anmeldelsen blev modtaget klokken 19.25. Betjente med tunge våben, akutlægebiler, adskillige beredskabsvogne og ambulancer har også opholdt sig i området.
Uvist, hvilke kriminelle grupper er i spil
Det er ikke muligt at bekræfte, hvilke rockergrupper eller bander der skulle være tale om, siger Poul Kjeldsen.
Det er heller ikke muligt at komme ind på alder, baggrund eller køn i forhold til ofrene, fortæller han.
– Det er vigtigt for os at sige, at det er vores opfattelse, at det hører til situationen på Christiania, hvor der er et marked for hash. Det er en situation, vi er vant til at håndtere derude, siger Poul Kjeldsen.
Københavns Politi oplyser, at de forfølger “gode spor”, hvorefter de skal have afhørt de fire overlevende ofre for skudepisoden.
– Vi har nogle ulmende opgør mellem rockere og bander. Det kan ikke udelukkes, at det er nogle af dem, der har været på spil, siger Poul Kjeldsen.
To andre er blevet anholdt på Pusher Street. Det er endnu uvist, hvilken forbindelse de har til skyderiet, lød det på pressemødet.
Ofre er lettere tilskadekomne
Hvordan er tilstanden for de øvrige, der er ramt?
– Da jeg fik orienteringen, var en i kritisk tilstand, men som er stabil nu. Jeg har fået oplyst, at de øvrige er i lettere tilskadekomst, siger Poul Kjeldsen.
Han fortæller, at politiet er ved at afdække, om der skulle være flere end fem personer, som skulle være ramt af skud.
Politiet vil i de kommende timer være til stede omkring Christiania. Der er tale om en tryghedsskabende indsats, oplyser politiet.
Tidligere oplyste politikredsen til TV 2, at folk på og omkring Christiania ikke skal være bekymret for at færdes i området de kommende dage.