Det har fået stor betydning for tre betjente, at en forbipasserende søndag hev mobilen frem og filmede foran en dagligvarebutik i byen Mulberry i den amerikanske delstat Arkansas.

Videoen viser nemlig, hvordan betjentene under en anholdelse både slår og sparker en mand. På et tidspunkt ser det også ud til, at den ene betjent løfter mandens hoved op for derefter at banke det ned i jorden.

Talrige internationale medier har taget sagen op, ligesom hændelsen også går rundgang på de sociale medier med stærk forargelse i kommentarsporene.

Skal efterforskes af FBI

Ingen af betjentene er nybegyndere. To af dem har været i tjeneste i ”nogen tid”, mens den tredje har været i politiet ”i mange år”.

Det fortalte Jimmy Damante, der er sherif i amtet Crawford County i Arkansas, ifølge CNN til journalister mandag.

De er nu suspenderet, lød det derudover fra sheriffen, og sagen skal efterforskes. Både på statsligt og føderalt niveau.

– FBI og Arkansas State Police vil indsamle alle tilgængelige beviser og vil sikre, at efterforskningen udføres på en retfærdig, grundig og upartisk måde, skriver den amerikanske anklagemyndighed det vestlige distrikt i Arkansas i en erklæring ifølge CNN.

Truet ansat på tankstation

Manden, der blev anholdt, hedder Randall Worcester og er 27 år gammel. Ifølge Jimmy Damante skulle han have truet en medarbejder på en tankstation i en naboby, før han ankom til Mulberry.

Vi fordømmer al vold mod enhver civil

Jimmy Damante, sherif i amtet Crawford County

I videoen kan man ifølge CNN høre en kvinde sige til betjentene, at de ikke må banke manden, og at han har brug for sin medicin.

En af betjentene svarer, at hun “for fanden” skal fjerne sig, mens en af de andre beordrer hende til at gå ind i sin bil.

Endte på hospitalet

I begyndelsen af mødet med betjentene havde den 27-årige Worcester været samarbejdsvillig, men derefter skulle han have forsøgt at angribe dem, hvilket førte til konfrontationen, der ses i videoen, forklarede sheriffen Jimmy Damante mandag.

Randall Worcester skulle have fortalt betjentene, at han havde et våben, men sheriffen mener, at han afleverede det, før slagsmålet begyndte.

Ifølge Jimmy Damante flugter betjentenes adfærd i videoen ikke med almindelig praksis fra de retshåndhævende myndigheder i området.

– Vi fordømmer al vold mod enhver civil, sagde han mandag ifølge BBC.

Worcester blev efter episoden ført til et hospital for behandling.

Da han blev udskrevet, blev han anbragt i et lokalt fængsel og blandt andet anklaget for vold, modstand mod anholdelse, terrortrusler og besiddelse af et ”kriminelt instrument”, oplyser politiet i Arkansas.

Mandag blev han dog løsladt igen mod en kaution på 15.000 dollars, skriver New York Post.

Viser kun “et glimt” af virkeligheden

Også Arkansas guvernør, Asa Hutchinson, kommenterer episoden. Han kalder det “forkastelig adfærd”, at en mistænkt bliver “slået på den måde”.

Dog minder han om, at videoen kun viser et “glimt” af mødet mellem parterne, skriver CNN.

Han fortæller, at Worcester har en fortid, der har givet betjentene legitim grund til bekymring, men at reaktionen ikke er “i overensstemmelse” med deres træning.

– Dette er ikke, hvad vores retshåndhævende samfund repræsenterer, siger guvernøren.