Mandag er cyklist med fuldt overlæg blevet påkørt i Ringsted. Midt- og Vestsjællands Politi mener nu at have fundet flugtbilen.

Det fortæller Klaus Krogstrup, vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, til TV 2.

Føreren af bilen er dog stadig på fri fod.

– Vi har endnu ikke fundet flugtbilisten, men vi arbejder lige nu på højtryk for at finde ham, siger Klaus Krogstrup.

Kritisk tilstand

Det var et skænderi i trafikken, der førte til den bevidste påkørsel af cyklisten på Vibevej.

– Bilisten er tæt på at ramme cyklisten, som så gestikulerer mod ham. Det ender med, at bilisten påkører cyklisten med høj hastighed og derefter kører fra stedet, sagde vagtchef Klaus Krogstrup til Ritzau mandag aften.

Den 45-årige cyklist blev bragt til Rigshospitalet, hvor man igangsatte behandling for blandt andet kraniebrud.

– Han er forstsat i kritisk tilstand, siger vagtchefen tirsdag aften til TV 2.

Bil fundet i buskads

Midt- og Vestsjællands Politi havde givet bilisten en frist til tirsdag klokken 12.00 til at melde sig. Det gjorde han ikke, og det fik politiet til at offentliggøre billeder af både bilen og bilisten.

Bilen blev tirsdag fundet i et buskads af en forbipasserende borger i Store Hærløse, der ligger nord for Ringsted.

Politiet beskrev blandt andet på Twitter, at bilen er en ny Volkswagen, koksgrå, mindre suv-personbil, der er skadet på fronten.

– Den forbipasserende borger har formentlig reageret på vores billede og sammenlignet, da han gik forbi buskadset, siger Klaus Krogstrup om fundet af bilen til TV 2.

Billede af føreren

I et efterfølgende tweet offentliggjorde politiet et billede af føreren, der står ud af bilen, mens cyklisten står på asfalten inden påkørslen.

Det er manden i den blå T-shirt, der siden blev kørt ned.

Midt- og Vestsjællands Politi beskriver føreren af bilen som almindelig af bygning med brun hud, sort hår og iført sort T-shirt.

De leder fortsat efter gerningsmanden og opfordrer derfor til, at man henvender sig, hvis man har nogle oplysninger.