Californien har torsdag lokal tid vedtaget, at alle nye biler, der sælges i USA’s mest folkerige delstat fra 2035, skal være udledningsfri. Det vil sige, at de ikke må udlede CO2.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Torsdagens vedtagelse bliver hyldet af miljøforkæmpere, som håber, at tiltaget vil få andre dele af USA til også at fremskynde overgangen til elbiler.

Ambitiøst tiltag

Forslaget blev allerede beskrevet i The New York Times tirsdag. Avisen kalder tiltaget for “banebrydende”.

Salget af fossilbiler til Californiens 40 millioner indbyggere skal udfases gradvist over de næste år, indtil der om 13 år udelukkende sælges udledningsfri biler.

– Tidslinjen er ambitiøs, men realistisk. Inden et barn, der er født i år, er klar til at begynde i gymnasiet, vil det kun være muligt at købe udledningsfri biler og et begrænset antal plug-in-hybridbiler i Californien, udtaler myndigheden for ansvar for luftkvalitet i delstaten, California Air Resources Board, ifølge AFP.

Myndigheden oplyser videre, at sundhedsfordelene ved at overgå til elbiler vil være markante.

– Inden 2037 vil det nye tiltag sikre en nedgang på 25 procent i forurenende udslip fra lette køretøjer, lyder det.