To personer er mandag aften blevet stukket med kniv i København ved to tilsyneladende hændelser.

En ung mand blev mandag aften stukket med kniv på Bangertsgade på Nørrebro i København.

Det oplyser vagtchef Jonathan Wald fra Københavns Politi.

Ifølge TV 2 Lorry kom anmeldelsen klokken 19.50.

Der er klokken 21 ingen anholdte i sagen. Politiet er talstærkt til stede i området, hvor knivstikkeriet fandt sted. Politiet bruger blandt andet politihunde i jagten på gerningsmanden.

Uvist om der er sammenhæng

Klokken 21.43 fik Københavns Politi en ny melding om et knivstik – denne gang på Godthåbsvej på Frederiksberg.

Københavns Politi oplyser til TV 2, at der her også er tale om en ung mand, som er blevet stukket med kniv.

Politiet fortæller, at den unge mand er i live, men har ikke yderligere at knytte til hans tilstand.

To unge mænd er sent mandag aften blevet anholdt kort tid efter knivstikkeriet på Frederiksberg, oplyser vagtchef Jonathan Wald.

Det er endnu for tidligt at sige, om de to knivstik har nogen relation til hinanden. Det må efterforskningen kaste lys over, lyder meldingen fra vagtchefen.

Det er også endnu uvist, hvad motivet har været for begge episoderne.