Den berygtede mand i spidsen for den paramilitære gruppe Wagner PMC, Jevgenij Prigozjin, gik for kort tid siden sejrsgang på sociale medier.

I starten af april sås Prigozjin hejse et russisk flag i den krigshærgede ukrainske by Bakhmut, som gruppens leder dengang beskrev som “administrativt erobret”.

Nu har piben fået en anden lyd.

For i en podcast med russiske militærblogger Semjon Pegov siger Jevgenij Prigozjin, at Wagnergruppen og Rusland har store kvaler.

– Hver dag stabler vi tusindvis af lig, som vi lægger i kister og sender hjem, siger han og fortæller, at tabene er fem gange større, end de behøver at være.

Niklas Rendboe er ekspert i Wagner-gruppen, kandidat i International Sikkerhed og Folkeret og har tidligere forsket i Ruslands brug af lejesoldater på Forsvarsakademiet.

Han har tidligere fortalt, at udtalelser givet af Jevgenij Prigozjin med stor sandsynlighed vidner om et storpolitisk spil i kulissen mellem gruppen og den russiske regering.

Denne gang, vurderer han, er der noget andet på spil.

Et tab kan være en sejr

– Jeg tror, at konteksten er en lidt anden. Det er ikke så lang tid siden, at han var ude i et essay, og en af de ting, han kommunikerede, var, at han og Rusland godt kan have en interesse i at tabe stort, siger Niklas Rendboe:

– Tanken var, at russerne er ved at tabe. De skal hanke op i sig selv ved enten at vinde eller ved at tabe så hårdt, at alle slår igen, og at det bliver en russisk hævnaktion.

Hvorfor skulle han være interesseret i at tabe stort?

– Det virker som en forberedelse på ikke at tabe ansigt. Han har gang i en retorisk øvelse lige nu, hvor han forsøger at komme ud på den rigtige side af historien, siger Niklas Rendboe.

De nye udtalelser fra Prigozjin er milevidt fra tidligere selvsikre og bombastiske udtalelser om den russiske indsats i Bakhmut og Ukraine i øvrigt.

De kan derfor nemt tolkes som alletiders nyheder for Ukraines modstandskamp og Vestens interesser for landet.

“Det er pinligt”

Men man må ikke lade sig narre, mener Niklas Rendboe.

– Hvad end han siger om det her, så siger det ikke så meget om deres muligheder for at vinde. Kan vi sige, at han står til at tabe eller vinde? Der må vi hellere holde os til de taktiske informationer, vi får, siger han.

Han har jo sagt gentagne gange, at han og Rusland vinder terræn – Kan han slippe afsted med nu at sige det modsatte?

– Det er pinligt. Der er i hvert fald nogle ting, han ikke kan feje ind under gulvtæppet. Han ved også udmærket godt, at han også kommunikerer til et vestligt publikum.

I den russiske podcast siger Wagner-lederen, at gruppen mangler ammunition, og at han har taget direkte kontakt til Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu.

– Hvis ikke vores underskud af ammunition rettes op, så er vi tvunget til – for ikke senere at flygte som kujonagtige rotter – enten at trække os tilbage eller dø, siger han.

Denne del er for Niklas Rendboe at se den mest realistiske i Prigozjins udtalelser – men også den mest overraskende.

– Jeg er næsten overrasket over, at han overhovedet stadig siger det offentligt. Det er jeg, fordi jeg ville forvente, at han har en pr-strategi, hvor man er meget bevidst om, hvad man har sagt før. Det her er en gentagelse, siger han:

– Jeg tror også, at det er sandt, hvad han siger om ammunitionen. Ellers kan jeg virkelig ikke se, hvad hans hensigt skulle være.