Den russiske efterretningstjeneste FSB hævder at have stoppet et ukrainsk attentatforsøg på den russiskstøttede leder af halvøen Krim.

Det oplyser russiske nyhedsbureauer mandag ifølge Reuters.

FSB har ifølge eget udsagn anholdt en russisk mand, som var ansat og oplært af ukrainske sikkerhedstjenester med det formål at dræbe den øverste leder på Krim, Sergej Aksjonov. Det skulle ske med en sprængning i hans bil.

– Et attentatforsøg organiseret af ukrainske efterretningstjenester med Krim-lederen som mål er blevet forpurret, udtaler FSB ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Ukraine har ikke umiddelbart udtalt sig om påstanden.

Ikke første gang

Ifølge FSB er det en person født i 1988, som er blevet anholdt. Vedkommende blev anholdt, mens han var i gang med at fjerne sprængstof fra et “gemmested”, melder den russiske efterretningstjeneste.

Det er ikke første gang, at Rusland hævder at have forpurret et attentatforsøg på Aksjonov.

I begyndelsen af maj meldte FSB, at syv medlemmer af en ukrainsk sabotagegruppe var blevet anholdt. Også dengang skulle Aksjonov have været målet.

Mål for flere angreb

Krim er en ukrainsk halvø. Rusland annekterede den i 2014 med magt – efter en meget omstridt folkeafstemning der af Vesten og Ukraine anses for at være svindel.

Halvøen har været mål for en række angreb de seneste måneder. Angrebene har den russiske regering givet Ukraine skylden for.

Søndag blev der meldt om heftige kampe syd- og østpå i Ukraine.

Mandag oplyser den ukrainske viceforsvarsminister Hanna Maljar ifølge nyhedsbureauet dpa på det sociale medie Telegram, at ukrainske styrker havde generobret ni kvadratkilometer ved Bakhmut og yderligere godt og vel 28 kvadratkilometer sydpå.

Men russiske styrker er i offensiven flere steder i øst, meddeler hun.