Politiet fortsætter jagten på flere ukendte gerningspersoner, som har forbindelse til lørdagens skyderi på Christiania, hvor en 30-årig mand blev dræbt og fire andre såret.

Ifølge politiet er der intet officielt nyt i sagen, men spørger man TV 2s retskorrespondent, Astrid Søndberg, og tidligere drabschef Jens Møller vil næste naturlige skridt være at oprette visitationszoner.

– Hvis politiet vurderer, at to bandegrupperinger ligger i væbnet konflikt, så laver man et konfliktnotat og på baggrund af det, opretter man de her visitationszoner.

– Spørgsmålet er bare hvornår, siger Astrid Søndberg.

Ligeledes vil det ifølge retskorrespondenten være nærliggende at indføre strafskærpende tiltag.

Mere konkret kan politiet gøre brug af den såkaldte bandeparagraf, paragraf 81a, der giver mulighed for at give dobbelt op i straf, hvis kriminaliteten sker som led i bandeaktiviteter.

Ikke første gang

Indførslen af visitationszoner skal ikke nødvendigvis hjælpe efterforskningen på vej.

Derimod skal zonerne, som giver politiet udvidede muligheder for at visitere personer og undersøge køretøjer, sørge for, at en eventuel bandekonflikt ikke eskalerer.

Desuden skal de bidrage til større tryghed blandt de personer, som færdes på Christiania. Det vurderer Jens Møller over for TV 2.

Det vil i så fald ikke være første gang, at der bliver indført visitationszoner i fristaden.

Christianitterne selv vil dog ikke “nøjes” med visitationszoner. De ønsker i stedet, at Pusher Street skal lukkes. Det meddelte de søndag aften i en pressemeddelelse efter at have afholdt fællesmøde.

Samme melding lød tidligere på dagen fra justitsminister Peter Hummelgaard (S).

– Det har vi jo hørt før – både fra politikere og fra Christiania selv – men det er afgørende, at der sættes handling bag disse ord, og at det bliver gennemført, siger tidligere drabschef Jens Møller.

18-årig varetægtsfængslet

Skyderiet, der fandt sted lørdag aften, foregik ved, at to maskerede mænd på målrettet vis gik mod bygningen Stjerneskibet i den berygtede Pusher Street på Christiania.

Her trak de pistoler frem og begyndte at skyde. Flere personer blev ramt, heriblandt drabsofferet samt yderligere to mænd og to kvinder.

En 18-årig mand er blevet varetægtsfængslet i 25 dage. Han menes at have relation til skudepisoden, men er ikke nødvendigvis mistænkt for at være den, der trykkede på aftrækkeren. Det fortæller Astrid Søndberg.

Selv nægter den 18-årige sig skyldig.

Samtidig fortsætter efterforskningen for at finde frem til øvrige gerningspersoner.

Ingen “monitorerede konflikter”

Københavns Politi vurderer, at skyderiet har forbindelse til det ulovlige hashmarked i Pusher Street, som i årevis har foregået åbenlyst.

Den ledende politiinspektør Poul Kjeldsen oplyste lørdag, at der ikke er nogle ”monitorerede konflikter” i området ved hashmarkedet på Christiania i øjeblikket, men at situationen hurtigt kan eskalere.

Vi ved dog, at den dræbte mand er kendt i rocker- og bandemiljøet, og ifølge Astrid Søndberg har han en relation til Hells Angels.

Blot tre uger inden drabet på den 30-årige mand, forsøgte christianitterne at stoppe bandernes ulovlige hashhandel ved at blokere indgangene med containere og betonklodser.

Det skete natten til 8. august, men samme dag blev barrikaderne fjernet, og hashmarkedet blev genåbnet allerede få timer efter.