Begivenhederne hober sig op i Donald Trumps kalender det kommende forår.

Retssagerne mod den tidligere præsident står i kø, og nu kan Trump sætte kryds i kalenderen på endnu en dato i 2024.

En dommer har nemlig afgjort, at den føderale retssag om Trumps forsøg på at omstøde valget i 2020 skal begynde 4. marts.

Og der er ikke bare tale om en hvilken som helst dato.

Dagen efter – 5. marts – er også kendt som ‘Super Tuesday’, og den er særdeles afgørende for det kommende republikanske primærvalg.

14 delstater skal stemme den pågældende tirsdag, og dagen har det største antal delegerede på spil under hele primærvalget. I årevis har det endda heddet sig, at den kandidat, der vinder flest delegerede ‘Super Tuesday’, oftest vinder nomineringen i sidste ende.

For Trump – der går efter at blive præsident igen ved det kommende valg – kunne valget af dato derfor ikke være meget værre.

Det fortæller Jesper Steinmetz, TV 2s USA-korrespondent:

– Hvis dommeren havde været bare lidt venlig over for Trump, havde hun sat startdatoen til bare ugen efter. Men nu sørger hun for, at vælgerne i mange, mange stater får en påmindelse om den her sag, kun døgnet inden de skal stemme.

Havde håbet på senere

Måske af samme årsag havde Donald Trumps advokater håbet på og ønsket en langt senere startdato for retssagen.

Altså noget senere end i 2024, som er valgår i USA. Stod det til holdet bag den tidligere præsident, måtte retssagen gerne vente til april 2026.

Argumentet fra advokaterne har været, at der er behov for mere tid til at komme igennem de 11,5 millioner sider med bevismateriale, der er i sagen.

– Resultatet ville blive et stort tårn af papirer, som næsten rager 1,5 kilometer op i luften. Det ville være højere end Washington-monumentet oven på sig selv otte gange, har en af Trumps forsvarsadvokater udtalt.

Men ifølge den føderale dommer Tanya Chutkan er argumentet helt skævt, og desuden har offentligheden ret til en hurtig afklaring, mener hun:

– Forsvarets forslag om start i april 2026 er langt senere, end der er behov for, lyder det.

En politisk heksejagt

Donald Trump er i den føderale sag anklaget for i 2020 at stå bag en sammensværgelse, der i korte træk skulle sikre ham valgsejren ved præsidentvalget.

For Trumps mest trofaste vælgere har det dog ingen betydning, at Trump – foruden den føderale sag – er tiltalt i sammenlagt fire sager, vurderer Jesper Steinmetz.

Og faktisk er dommer Chutkans afgørende beslutning om at lade retssagen begynde kun få timer før ‘Super Tuesday’ kun med til at bringe dem tættere på Trump, lyder det.

– Trumps støtter har jo for længst besluttet sig for, at det her er en politisk heksejagt, og at alle de retssager, der bliver rejst mod ham, er et udtryk for politisk forfølgelse, siger TV 2s korrespondent og uddyber:

– Og det bliver de kun bestyrket i, ved at dommeren nu har udpeget 4. marts som den dag, hvor den føderale retssag mod ham begynder.

Selv har Donald Trump kaldt Chutkan for “partisk” og “Trump-hadende” på sit eget sociale medie, Truth Social:

– I dag har en partisk, Trump-hadende dommer givet mig kun to måneder, lige hvad vores korrupte regering ønskede. Jeg har tænkt mig at anke, lyder beskeden.

På trods af de mange tiltaler mod den tidligere præsident regnes Donald Trump fortsat for at være Det Republikanske Partis mest sandsynlige bud på en kommende præsidentkandidat.