Timelønnede produktionsmedarbejdere har nedlagt deres arbejde på flere Vestas fabrikker tirsdag formiddag.

Det bekræfter Vestas til TV 2.

Vestas oplyser, at de er ved at danne sig et overblik over situationen, men indtil videre drejer det sig om visse timelønnede medarbejdere på fabrikkerne i Nakskov, Randers, Rinkøbing, Videbæk og Lindø.

Utilfredshed med lønpakke

Ifølge Henning Boye Christensen, formand for 3F Ringkøbing-Skjern, sker arbejdsnedlæggelsen i forbindelse med en foreslået lønpakke, der er blevet præsenteret fra Vestas mandag aften.

– Vestas har haft lokale lønforhandlinger siden foråret, men har ikke kunnet opnå enighed, og medarbejderne har stemt nej til resultatet, siger Henning Boye Christensen til Ringkøbing Skjern Dagblad.

Hos Vestas er man ærgelig over medarbejdernes beslutning:

-Vi er ærgerlige over, at vi ikke kan nå til enighed, da vi mener, at vi i vores tilbud både har taget hensyn til de timelønnede produktionsmedarbejdere i Vestas uden at gå på kompromis med Vestas’ økonomiske situation, siger Claes Lautrup Cunliffe, der er pressemedarbejder hos Vestas.

Ifølge vindmølleproducenten er den lønpakke, der er præsenteret, det der kan lade sig gøre i den nuværende økonomiske situation.

– Vestas skal blive rentable for at lykkes med energiomstillingen, og vi kan ikke indgå aftaler, der bringer den forudsætning i fare. Vi har på den baggrund tilbudt en økonomisk ansvarlig lønstigning til en i forvejen konkurrencedygtig lønpakke, siger Claes Lautrup Cunliffe.

Ikke forhandling, men diktat

Blandt de ansatte på Vestas ved Lindø har der været utilfredshed med lønnen igennem mange år, fortæller Tonny Fejerskov, formand for 3F Østfyn.

– De ansatte mener ikke, at det har været en lønforhandling, men et løndiktat, fortæller han til TV 2.

3F Østfyn opfordrer de ansatte til at genoptage arbejdet, da nedlæggelsen er overenskomststridig.

– Jeg vil tro, der bliver holdt et møde enten i dag eller i morgen, hvor de bliver pålagt at gå tilbage i arbejde, og det skal de gå ud og passe.