Få mennesker har ændret verden så gennemgribende, som Mikhail Sergejevitj Gorbatjov. Få mennesker er blevet tiljublet og hædret som netop han. Og få mennesker er blevet foragtet og lagt for had af sine egne som manden, der forsøgte at redde den stivnede sovjetkommunisme og derved kom til at udløse en lavine, der ikke bare rev Sovjetimperiet med sig i faldet men også, gud-ske-tak-og-lov, gjorde en ende på den kolde krig. Mikhail Gorbatjov forandrede verden og mistede sit land, som det er blevet sagt.

Han begyndte sin karriere som systemets mand og en mand, der forstod at udnytte systemet. Født i 1931 i Stavropol-regionen i det sydlige Rusland, uddannet mejetærskermekaniker med appetit og evner til at nå højere op. Som 21-årig trådte han ind i kommunistpartiet, lod sig uddanne til agronom, og snart begyndte det at gå stærkt.

I 1970: Førstesekretær for landbruget, året efter medlem af centralkomiteen og i 1980 fuldgyldigt medlem af magtens inderste cirkel, politbureauet. En af hans magtfulde støtter var den daværende KGB-chef Jurij Andropov, der selv overtog posten som kommunistpartiets generalsekretær og dermed Sovjetunionens øverste leder i november 1982.

Det skete på et tidspunkt, hvor det mægtige imperium knirkede på alle ledder og kanter og den øverste ledelse fysisk og mentalt var ved at sove ind. Det blev Mikhail Gorbatjovs chance.

For spionchefen holdt kun 15 måneder, inden han døde på posten. Han blev afløst af den ligeledes alvorligt syge Konstantin Tjernenko, der kun nåede 13 måneder som partileder og statsoverhoved, inden det var hans tur til at blive båret til graven.

Hvis nogen havde været i tvivl om, hvorvidt der var behov fornyelse, så stod det nu lysende klart. Dagen efter Tjernenkos begravelse blev den tidligere mejetærskermekaniker og landbrugsekspert så udnævnt til generalsekretær for det kommunistiske parti og det i den chokerende unge alder af 54 år.

Gorbatjov-æraen var begyndt!

Glasnost og Sinatra-doktrin

Indbyggerne i Sovjetunionen og i resten af verden skulle til at lære nye udtryk. ”Glasnost” (åbenhed) og ”perestrojka” (omstrukturering), for nok var den nye mand i Kreml havnet i spidsen for en militær supermagt, men økonomisk kunne sovjetkommunismen ikke længere følge med.

Allerede inden han blev øverste sovjetchef, havde Gorbatjov været på adskillige rejser til det kapitalistiske udland og erkendt, at USSR haltede langt bagud. Nu skulle der luftes ud på alle etager, politiske fanger som Andrej Sakharov blev løsladt og rehabiliteret, og russerne begyndte at diskutere politik i fuld offentlighed.

Udenrigspolitisk forsøgte han at bidrage til afspændingen med forskellige nedrustningsinitiativer, samtidig tog han afstand fra Brejsnev-doktrinen, der indebar at Sovjet til hver en tid ville gribe ind i Warszawapagt-lande, der forsøgte at afvige fra den af Moskva fastlagte kurs. Nu kunne landene selv bestemme kursen, deraf udtrykket ”Sinatra-doktrinen”, det stod de østeuropæiske lande frit at gøre for det som Sinatra synger, ”My way”.

Det handlede ifølge Gorbatjov om at give kommunismen et menneskeligt ansigt og drømte ny sovjetisk-amerikansk verdensorden. Alt for sent gik det op for ham, at han var kaptajn på en dødssejler, en sovjetisk Titanic. I stedet for at redde Sovjetstyret kom han til at fremskynde dets fald.

Den tørlagte supermagt

Selv om den smilende ”Gorby” hurtigt blev populær i udlandet, så mødte reform-chefen anderledes modstand på hjemmefronten.

Én af Gorbatjovs første embedshandlinger blev til den mest omfattende anti-alkohol-kampagne i Sovjets historie. Vinstokke og frugttræer blev rykket op med rode, destillerier lukket, salget af alkohol stærkt indskrænket og de, der formastede sig til at drikke i arbejdstiden idømt strenge straffe.

Druk var et kæmpeproblem i sovjetsamfundet, men kampen mod ”landets værste fjende” var ikke noget, der skaffede Gorbatjov mange venner.

Som om det ikke var nok, så blev Sovjetunionen i 1986 ramt af verdens hidtil værste atomulykke, da en reaktor på Tjernobyl-værket i Ukraine eksploderede og sendte en radioaktiv sky ud over Europa. Ulykken blev et symbol på et inkompetent og menneskeforagtende sovjetsystem, som krampagtigt forsøgte at holde katastrofens virkelig omfang skjult for offentligheden.

Det stod også hurtigt klart, at den økonomiske omstilling af Sovjetsystemet var en noget nær umulig opgave. ”Perestrojka” slog fejl, men glasnost styrede, og snart skulle det også ramme partichefen selv! Russerne brugte nemlig den nye åbenhed til at lufte deres utilfredshed med selveste partichefen.

Til sidst kunne mange end ikke kunne udholde lyden af hans stemme! Partichefen blev opfattet som en mand, der snakkede og snakkede, mens køerne foran butikkerne bare voksede sig længere og længere,

Militærkup

Det hører med til historiens ironi, at Gorbatjov også blev offer for sovjetpropagandaen. Nemlig forestillingen om, at ”nationalitetsspørgsmålet” var løst en gang for alle.

Altså at ukrainere, armeniere, tadsjikere, kasakker, tadsjik er, og de mange andre folkeslag i den brogede Sovjetunion var glade og tilfredse medlemmer af sovjetfamilien.

Virkeligheden skulle vise, at han tog fejl. Etniske konflikter flammede op i imperiets udkant, og i Østeuropa var polakker, tjekkoslovakker og østtyskere ikke sene til at udnytte situationen. De fik ikke bare væltet Berlinmuren men også gennemtvunget et systemskifte. Kommunismen blev sat på porten, og den kolde krig begyndte at synge på sidste vers.

I august 1991 forsøgte en gammelkommunister og militærfolk (også kaldet ”otte-banden”) at ændre historiens gang ved at indlede et amatøragtigt statskup. Mikhail Gorbatjov og hustru Raisa og deres livvagter blev sat under husarrest i deres ”datcha” på Krim, og imens rullede kampvognene ind i Moskva.

Kuppet blev den russiske delrepubliks nyvalgte præsident Boris Jeltsins stjernestund. Mens den handlingslammede Gorbatjov var spærret inde ved Sortehavet, gik Jeltsin og Moskva-borgerne på barrikaderne mod kupmagerne og stod efter tre dags nervekrig tilbage som sejrherrer.

Dermed var Sovjetunionens dage i realiteten talte. Ukraine erklærede sig uafhængigt dagen efter. Det samme gjorde de baltiske og efterhånden samtlige sovjetrepublikker.

Den nye stærke mand hed Boris Jeltsin, og han lod ikke en chance for at ydmyge den før så mægtige sovjetleder gå fra sig. Kommunistpartiet blev forbudt og Gorbatjov efterhånden reduceret til en tragisk kransekagefigur. Ingen ønskede at bevare Lenin og Stalins gamle Sovjetunion, og Gorbatjovs forsøg på at lokke ukrainerne ind i en ny, løsere union mislykkedes.

Den 25. december 1991 tog Mikhail Gorbatjov konsekvensen og trådte tilbage fra den nyoprettede post som Sovjetunionens præsident. Verden var blevet en militær supermagt mindre.

På det tidspunkt havde Gorbatjov for længst mistet de fleste af sine medborgeres respekt og opbakning. Den dag i dag gør mange ham ansvarlig for det kaos, de afsavn og de blodige omvæltninger, de måtte gennemleve i 1980-erne. Især nostalgiske russere bebrejder ham opløsningen af Sovjetimperiet, der jo berøvede Rusland det gamle sovjet- og tsarrige, hvor Moskva var centrum. I Rusland har der endda været forsøg på at stille ham for domstolen som landsforræder for ”bevidst at have ført landet i afgrunden”.

”Livet forlanger modige beslutninger og straffer den, der kommer for sent”, havde han selv belært DDR-toppen om i skæbneåret 1989, men i virkeligheden svigtede modet også Mikhail Gorbatjov indimellem. Hvor hans onde ånd Jeltsin valgte at gå hele vejen ved at forbyde kommunistpartiet, fjerne censuren og indføre privat ejendomsret, så forsøgte Gorbatjovs sig med halvhjertede indrømmelser og frygtsomme reformer. I afgørende situationer kunne han være ubeslutsom og mangle det dræber-instinkt, hans efterfølgere i Kreml har udvist i rigeligt mål.

Til gengæld er der nærmest ingen ende på den hæder og taknemmelighed, han har høstet i Vesten, som da han i 1990 modtog Nobels fredspris. Især i Tyskland er der stor taknemmelighed og hengivenhed over for gode gamle ”Gorbi”, der gjorde den tyske genforening mulig.

Egentlig var det ikke hans hensigt, men han ændrede verden, Mikhail Sergejevitj Gorbatjov.