Huspriserne kommer til at blive ramt af et markant fald næste år.

Sådan lyder prognosen fra Finansministeriets økonomiske redegørelse, som TV 2 er kommet i besiddelse af.

Huspriserne for enfamiliehuse vil ifølge Finansministeriet opleve et fald på 4,8 procent i 2023. I sidste seneste skøn fra maj, forventede Finansministeriet at huspriserne ville stige med 0,9 procent i løbet af året.

Det har været ventet, at huspriserne ville falde efter, at priserne har været stagnerende i fjerde kvartal af 2021 og første kvartal af 2022.

Erhvervskommentator: Det er dyster læsning

Men for første gang når regeringen sammen med Danmarks Statistik nu frem til samme prognose.

Ifølge TV 2s erhvervskommentator, Ole Krohn, er Finansministeriets prognose langt fra en ønskesituation for husejerne.

– Den nye prognose er dyster læsning for husejerne, for huspriserne begynder nu for alvor at falde til næste år, siger han.

Der er tale om et “markant fald”, som er båret på vej af stadig højere renter, siger Ole Krohn.

Regeringen sætter tyk streg under

I juni åbnede Nordea Kredit som det første realkreditinstitut for lån med rente på 5 procent og mulighed for 30 års afdragsfrihed; et lån som vurderes at være dårligt nyt for især seniorer.

Renten var med åbningen af lånet altså seksdoblet på bare 14 måneder.

– Det er klart, at når man ser de meget store rentehop i øjeblikket, er det noget, som vil få boligmarkedet til at komme i modvind, siger Ole Krohn.

Var det ikke ventet, at huspriserne ville falde?

– Vi har set over de seneste måneder, at priserne så småt begyndte at falde. Det, som regeringens prognose sætter tyk streg under, er, at der er tale om et længerevarende fald på grund af den højere rente, siger han.

I de seneste par år er boligpriserne i Danmark steget voldsomt. Coronaepidemien skræmte ikke købere væk, og i 2021 steg priserne på huse, lejligheder og sommerhuse med mere end 10 procent.

Mange boligejere er godt polstrede

Hvad en coronakrise ikke har kunnet rokke ved danskernes købelyst på boligmarkedet, har en krig i Ukraine tilsyneladende kunnet i stedet.

Høje energi- og råvarepriser har medført rekordhøj inflation, som har skabt faldende forbrug, lavere købekraft og større usikkerhed.

Men, indskyder Ole Krohn, en ting er vigtig at huske på, når man taler om nedslående prognoser:

– Der er en række boligejere, især omkring de store byer, som har oplevet, at deres hus er blevet en halv eller en hel million kroner mere værd inden for de sidste år. Så langt de fleste danskere vil være godt polstrede til at modstå et sådant prisfald, siger han.