Mindst to fodgængere er fredag aften kort før klokken 21 blevet påkørt i krydset mellem Hovedbanegården og Tivoli i København.

Det oplyser operationschef i Hovedstadens Beredskab, Martin Kjærsgaard, til TV 2.

– Umiddelbart er det en bil, der har påkørt nogle fodgængere overfor Tivoli, siger han.

Myndighederne var allerede kort efter ulykken talstærkt til stede med både ambulancer, politi og brandfolk.

Til at starte med skrev Hovedstadens Beredskab på Twitter, at man rykkede ud efter meldinger om et alvorligt færdselsuheld, men klokken kvart over ni er meldingen, at ingen er kommet alvorligt til skade.

Bernstorffsgade var tidligere på aftenen spærret for trafik, men kort før midnat er vejen igen helt åben for trafik.

To kvindelige fodgængere blev ramt

Ulykken skete klokken 20.35, og Martin Kjærsgaard fortæller, at bilens airbags blev udløst.

Den ene kvinde er kørt på skadestuen og er lettere tilskadekommen, mens den anden kvinde er blevet tilset på stedet.

– Det er nærmest et mindre julemirakel, at ingen er kommet noget alvorligt til, siger Martin Kjærsgaard til TV 2 Lorry.

Kunne mærke det ryste i pølsevognen

Øjenvidner på stedet har forskellige vurderinger af, hvad der skete.

En af dem er Benjamin Jensen, som arbejder i Johns pølsebod, lige hvor ulykken skete. Han fortæller til TV 2s journalist, at han så bilen køre i fuld fart gennem gaden. Efter hans vurdering kørte den omkring 80 kilometer i timen.

– Pludselig kørte han over i den forkerte vognbane, mistede kontrollen og kørte ind i fodgængerne. Det var så voldsomt, at jeg kunne mærke det ryste i pølsevognen, fortæller pølsemanden.

Benjamin Jensen løb hurtigt over til stedet, hvor han så en kvinde, han oplevede som værende bevidstløs.

– Det så voldsomt ud, siger han.

Desuden har facaden på Tivolis Spillehal fået et voldsomt hul i muren. Der ses også ødelagte cykler, som er blevet påkørt.