Rusland har formentlig begrænset sine angreb med langtrækkende missiler på Ukraine på grund af mangel på krydsermissiler.

Det skriver det britiske forsvarsministerium i sin daglige opdatering om krigens gang.

Briterne skriver videre, at Rusland næppe har øget sit lager af artilleriammunition i et sådant omfang, at det er muligt at indlede offensive operationer i stor skala.

Mindst otte meldes dræbt i Kherson

Meldingen fra det britiske forsvarsministerium kommer samme dag, som mindst otte mennesker meldes dræbt i russiske angreb på den befriede ukrainske by Kherson.

Generalanklagerens kontor oplyser, at russiske missiler har ramt flere boligområder i byen.

– Som resultat heraf blev mindst otte civile dræbt, oplyser generalanklagerens kontor på Telegram.

Yaroslav Yanushevich, guvernør i Kherson-regionen siger, at 58 personer er meldt såret.

– I en weekend, på juleaftensdag, angreb russerne byens centrum. De angreb markedet, indkøbscentret, beboelsesbygninger, administrative bygninger – de steder, hvor der er flest mennesker, lyder det fra guvernøren.

Putin lover ubegrænsede våben

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har lørdag beordret de russiske forsvarsindustrichefer til at sikre, at landets hær hurtigst muligt får alt det udstyr og våben, den har brug for at kæmpe i Ukraine.

Den russiske præsident efterlyser også forslag om “at løse de problemer, der er uundgåelige”, og hvordan man “sikrer, at der er færre af dem”.

Putins kommentarer faldt i byen Tula, et center for russisk våbenfremstilling.

Præsidentens melding kommer få dage efter, at Putin lovede at give sin hær alt, hvad den bad om i et møde med Ruslands øverste militærembedsmænd.

Her sagde den russiske præsident også, at Ruslands nye missilsystem SARMAT snart vil blive gjort klar til brug.

– Snart vil det interkontinentale, ballistiske missilsystem SARMAT for første gang være klar til indsættelse i kamp, sagde Vladimir Putin ifølge det russiske nyhedsbureau TASS.

Det blev dog ikke antydet, at det avancerede missilsystem, der er tiltænkt en nøglerolle i det russiske atomforsvar, skal spille en rolle i Ukraine-krigen.