Ukrainske styrker har krydset Dnipro-floden og har etableret brohoveder på den østlige side af floden.

Det skriver den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW), der hver dag udgiver en status på de seneste udviklinger i krigen.

Siden den russiske tilbagetrækning fra storbyen Kherson i november, har Dnipro-floden ellers markeret grænsen mellem den ukrainsk-kontrollerede vestbred og den russisk-kontrollerede østbred.

ISW skriver, at ukrainske styrker har etableret mindst to solide brohoveder på østsiden af Dnipro på stykket mellem Kherson og Dnipros udmunding i Sortehavet.

Russiske militærbloggere har i flere dage rapporteret om den ukrainske tilstedeværelse. Nu skriver ISW, at militærbloggerne har geolokaliseret billeder af de ukrainske aktiviteter så overbevisende, at der ikke kan være tvivl om værdien af deres beviser.

Militærbloggere skriver, at ukrainerne har etableret sig med stabile forsyningslinjer og bruger brohovederne som base for patruljer i området.

Historien bliver fuldstændigt afvist fra russisk side.

Den russisk-indsatte leder af Kherson-regionen, Vladimir Saldo, siger ifølge Reuters, at Rusland har fuldstændig kontrol med flodens østbred. Han vil dog ikke afvise, at enkelte ukrainere er gået i land på østsiden.

– Der kan være tilfælde af fjendtlige sabotagegrupper, der lander for at tage en selfie, før de bliver ødelagt eller skubbet i vandet af vores krigere, skriver han på Telegram.

Spreder tropperne tyndt

Under alle omstændigheder, så vil det give god mening for ukrainerne at trænge frem på flodens østbred, vurderer den danske militærekspert Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet:

– Det tvinger russerne til at flytte styrker over til Kherson-regionen, og på den måde gør ukrainerne frontlinjen længere og mindre kompakt. Det, der foregår omkring Bakhmut, handler måske i virkeligheden om det samme. At man vil tynde de russiske stillinger ud, siger han til TV 2.

Han fortæller, at man har set flere forskellige angreb samtidigt.

– Vi har også set angreb i Zaporizjzja-regionen, hvor ukrainerne har indtaget stillinger længere fremme, så de ukrainske og russiske styrker står tættere på hinanden. Måske forbereder man noget. Ukrainerne siger jo selv, at deres offensiv er i gang. I så fald er det her de første skridt, en overgang til noget mere, siger Anders Puck Nielsen.

Midt på frontlinjen

I de seneste måneder har omverdenen mest hørt om slaget om Bakhmut på fronten i det østlige Ukraine.

Og nu kommer så meldingerne om ukrainske fremstød helt nede syd for Kherson.

Men det ændrer ikke på Anders Puck Nielsen forventning om, at når den ukrainske offensiv for alvor starter, så bliver det hverken i den ene eller den anden ende af frontlinjen.

Men på midten, nemlig et sted på den sydlige frontlinje i Zaporizjzja, vest for Mariupol.

– Det er det åbenlyse sted for en offensiv, hvis krigen skal afgøres, siger han.

Hans argumentation lyder, at hvis de ukrainske styrker kan bryde igennem her, så kan de nå helt frem til Det Azovske Hav og dermed skære de russiske styrker over i to.

– Hvis de lykkes, så kan ukrainerne som det næste vende sig mod Kherson. Og har de først erobret Kherson-området, så er de nået til Krim. Så begynder dominobrikkerne at vælte, siger Anders Puck Nielsen:

– I Bakhmut for eksempel ville ukrainerne ikke på samme måde have en naturlig fortsættelse. Hvis de trængte russerne tilbage der – hvad skulle så være næste skridt?