– Jamen … jeg følte jo nærmest, at jeg havde mistet livet.

Så kort beskriver Susanne Kjærgaard den situation, hun befandt sig i tirsdag eftermiddag, da en hund angreb hende.

Tirsdag eftermiddag måtte en patrulje fra Nordjyllands Politi indfange hunden i nærheden af Vejgaard Østre Skole.

Hunden, der var en bokserblanding, havde bidt en forbipasserende, og jagtede derefter Susanne Kjærgaard i det aalborgensiske forstadskvarter.

– Jeg var slet ikke i tvivl om på noget tidspunkt, at den ville bide mig, hvis den fik fat på mig, fortæller Susanne Kjærgaard dagen derpå.

– Jeg var skrækslagen. Jeg har aldrig været så bange i mit liv. Og nu kan jeg faktisk mærke, at jeg bliver en lille smule rørt, fortsætter hun efter en dyb indånding.

Se hele interviewet med Susanne Kjærgaard her:

Heldigvis havde hun ikke langt hen til sin hoveddør på Grundtvigsvej, hvor hun måtte flygte indenfor i sikkerhed.

Derfra begyndte hunden at løbe i retning af Vejgaard Østre Skole, og da ejeren ikke kunne kalde hunden til sig, så patruljen sig nødsaget til at skyde hunden 100 meter fra skolen.

Hunden blev skudt med tre skud, og flere børn fra skolen har derfor både set og hørt skuddene fra skolen.

Oplevelsen har sat sig dybe spor i Susanne Kjærgaard.

– I går da jeg skulle sove, kan jeg bare se det der store hundehoved foran mig, fordi den var bare mega, mega tæt på.