Omkring 200 mænd står side om side på geled.

De er iklædt ens sorte fangedragter med tilhørende sort kasket, mens uniformerede vagter går rundt imellem dem i en russisk fængselsgård.

Med disse billeder indleder den russiske propagandakanal RT en ny tv-reportage fra det højsikkerhedsfængsel, der ifølge mediet “ikke bare huser almindelige kriminelle”.

– Store narkohandlere, mordere, voldtægtsmænd. For at ende her skal en person have taget mere end én forkert drejning i livet, siger RT-reporteren.

Så er scenen ligesom sat.

Men indslaget er ikke en fortælling om det berygtede fængsel i Mordovija. Det handler specifikt om én af de sortklædte fanger.

Han hedder Paul Whelan og er amerikaner.

Optagelserne af den brilleklædte, gråhårede mand er første gang, at vi i omverdenen får mulighed for at se Whelan, siden han for tre år siden blev dømt for spionage mod Rusland.

– I dag var første gang, at jeg har set, hvordan han faktisk ser ud, siden juni 2020, bekræfter hans bror, David Whelan, over for flere medier.

TV 2 har valgt ikke at vise billederne her, da det ikke står klart, om Paul Whelan medvirker frivilligt i optagelserne.

Derudover skal man holde sig for øje, at det statskontrollede RT – som siden marts sidste år har været forbudt i EU – uden tvivl har en bagtanke med billederne fra fangelejren.

– De er et talerør for Kreml og har til formål at sprede russisk propaganda til omverdenen, forklarer Jakob Tolstrup, Ruslandsekspert og lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Kaldte retssag for et bedrag

53-årige Paul Whelan er tidligere amerikansk marinesoldat. Han blev anholdt i december 2018 på sit hotelværelse i Moskva af den russiske sikkerhedstjeneste FSB.

Ifølge russerne blev der fundet et usb-stik med “hemmeligstemplet materiale” i lommen på hans badekåbe.

Ved en retssag i 2020 blev han kendt skyldig i spionage og idømt 16 års strafarbejde, selvom Whelan og hans advokater hele tiden har fastholdt, at han er uskyldig, og at der var tale om en “svindelretssag”.

I USA var der en udbredt formodning om, at anholdelsen af Whelan var russisk hævn for, at amerikanerne forinden havde anholdt den russiske kvinde Maria Butina. Hun blev i 2019 idømt 18 måneders fængsel for at have fungeret som russisk agent i USA.

Paul Whelans navn blev sidste år igen aktuelt i forbindelse med to fangeudvekslinger mellem USA og Rusland.

I april blev den tidligere marinesoldat Trevor Reed løsladt efter flere år bag tremmer i et russisk fængsel, og i december var det basketballspilleren Brittney Griner.

I begge tilfælde forlød det i amerikanske medier, at USA også forsøgte at få Whelan løsladt, men at det ikke var lykkedes.

Vigtig brik for Rusland

Netop udvekslingen med Griner, hvor USA til gengæld løslod den russiske våbenhandler Viktor Bout, bliver fremhævet i den nye RT-video.

Det russiske propagandamedie siger, at det var som om, at basketspilleren “hoppede foran Whelan i køen uden nogen god grund”.

Samtidig afspilles et sammenklip af udtalelser fra kommentatorer på amerikanske tv-kanaler, primært den konservative Fox News, der argumenterer for, at USA blev snydt ved udvekslingen i december – underforstået at man burde have fået mere i bytte for Viktor Bout.

Heri ligger formentlig formålet med RT’s besøg hos Paul Whelan i det russiske fængsel.

– Rusland bruger fangeudvekslinger som en vigtig brik i forhandlinger og til at lægge diplomatisk pres på USA. Derfor er det også vigtigt for dem at opretholde “værdien” på deres amerikanske fanger ved at minde offentligheden om, at Whelan stadig sidder fængslet, siger Jakob Tolstrup.

RT taler i sit indslag også med en russisk mand, der præsenteres som medfange. Han siger, at Whelan var “ekstremt ulykkelig”, da han fik at vide, at han ikke indgik i fangeudvekslingen.

– Det hele synes at være møntet på at skabe et pres i den amerikanske befolkning for, at præsident Biden skal gøre noget for at få Whelan fri. Det ligner et forsøg på en stor presbold, mener Jakob Tolstrup.

Afviser interview

I reportagen fra fængslet ser man ud over fængselsgården også Paul Whelan i en systue, hvor han arbejder, samt i fængslets cafeterieområde, hvor han spiser med andre indsatte.

Ifølge RT var amerikaneren okay med at blive filmet, men afvisende over for at udtale sig.

– Du må forstå det, når jeg siger, at jeg ikke kan lave et interview. Det betyder, at jeg ikke kan svare på nogen spørgsmål, siger Whelan.

Propagandakanalen hævder, at Paul Whelan ellers på forhånd havde underskrevet en samtykkeerklæring om at blive filmet og svare på nogle spørgsmål.

Men ifølge RT har Whelan skiftet mening efter et besøg fra en britisk diplomat i fængslet.

Paul Whelan har ud over amerikansk også britisk, irsk og canadisk statsborgerskab, og det russiske statsmedie spekulerer i, at “det vestlige diplomati ikke ønsker, at han må sige sin mening til RT”.

Selvom vi ikke ved, om Paul Whelan rent faktisk er blevet bedt om ikke at lade sig interviewe, er det ifølge Jakob Tolstrup ikke utænkeligt, at man fra Vestens side ikke ønsker det.

Men RT har også en klar agenda ved at spekulere i det.

– Vesten har selvsagt ikke interesse i, at han stiller op som russisk marionetdukke. Men det lyder meget som en typisk opsætning i russiske medier, hvor vi skal tænke, at Vestens ledere spiller med fordækte kort og vil stoppe Whelans mulighed for at klage sin nød, forklarer han.

Bror: Vagter hævnede sig

Paul Whelans bror siger i sin udtalelse til amerikanske medier, at tv-holdet fra RT besøgte det russiske fængsel tilbage i maj.

Ifølge broren, der senere har talt med Paul Whelan, “hævnede fængselspersonalet sig mod ham”, fordi han ikke ville deltage i et interview.

– Jeg ville ønske, at jeg kunne se Paul under bedre forhold. Men det var godt at se ham igen og at se, at kampgejsten stadig er i hans øjne. Det er godt at vide, at Paul stadig ikke bukker under, siger David Whelan.

Flere amerikanske medier rapporterede tidligere denne måned, at USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, havde talt i telefon med Paul Whelan.

Ifølge ubekræftede meldinger arbejder USA fortsat med flere forslag til Rusland, der skal få Whelan løsladt.

Men tidligere i år blev endnu en amerikaner, The Wall Street Journal-journalisten Evan Gershkovich, anholdt i Rusland og sigtet for spionage. Han fik i sidste uge forlænget sin fængsling til foreløbig udgangen af november.

I RT-videoen spekulerer propagandamediet i, om Evan Gershkovich nu er vigtigere for USA at få hjem, og at Paul Whelan “igen vil blive efterladt bag tremmer”.

– Vi ved ikke, om der er nogen igangværende forhandlinger mellem Rusland og USA, men det hele virker som et forsøg på at lægge ekstra pres på og øge værdien af “Whelan-kortet”, fordi det er blevet lidt gammelt, siger Jakob Tolstrup.